Helle holder stormøde på Marienborg

Statsministeren har indkaldt folketingsmedlemmerne fra Socialdemokraterne, Radikale og SF til en orientering om regeringens udspil i aften

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har indkaldt folketingsmedlemmerne fra de tre regeringspartier til et møde på Marienborg i aften (Foto: Per Folkver/Polfoto)
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har indkaldt folketingsmedlemmerne fra de tre regeringspartier til et møde på Marienborg i aften (Foto: Per Folkver/Polfoto)

Folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne, Radikale og SF er indkaldt til et orienteringsmøde på Marienborg i aften, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med Margrethe Vestager (R) og Annette Vilhelmsen (SF) vil præsentere regeringens udspil til en konkurrenceevnepakke.

Det har været meget sporadisk, hvad de menige folketingsmedlemmer hidtil har fået at vide om pakken, der bliver præsenteret i morgen middag..

I SF har landsledelsen eksempelvis fået en stort set intet sigende mail, hvor der stod, at ledelsen ikke kunne orientere om de enkelte elementer i pakken, da de ikke måtte offentliggøres før ved fremlæggelsen.

Samtidig henviste mailen til, hvad der havde stået i aviserne og på diverse hjemmesider om pakken.

I SF's bagland er der stor forundring over, at SF nu skal lægge stemmer til en lettelse af selskabsskatten.

Det samme er tilfældet hos Socialdemokraterne.

Der undrer man sig over, at fire så fremtrædende medlemmer som finansminister Bjarne Corydon, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, boligminister Carsten Hansen og gruppeformand Henrik Sass Larsen nu går ind for de skattelettelser.

De fire tvivlede i en kronik i Politiken 20. august sidste år på, at en lavere selskabsskat ville få positiv betydning for det danske erhvervsliv.

- 00'ernes svar til dansk erhvervsliv var en international konkurrence om at nedbringe selskabsskatten med det tvivlsomme sigte at ruste virksomhederne til international konkurrence..

- En kamp, man var dømt til at tabe, også selv om resultatet måtte ende i nulskat, skrev de fire.

Socialdemokraterne har før været med til at lette selskabsskatten sammen med de radikale.

Det ske i 1990'erne, da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister og Mogens Lykketoft finansminister, mens den nuværende radikale kulturminister Marianne Jelved var økonomiminister og vicestatsminister.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere