Italiensk valg af nyt kriseparlament er i gang

Udfaldet af valget i det gældstyngede Italien har afgørende betydning for udviklingen i hele Europa

Italiens vælgere begyndte søndag at gå til stemmeurnerne ved et at et af de mest opsigtvækkende parlamentsvalg i landets nyere historie.

Udfaldet af valget i den tredjestørste økonomi i eurozonen har afgørende betydning for udviklingen i hele EU, og der er frygt for opblussende politisk uro i landet, som kæmper med en tyngende gældsbyrde.

Nogle af de første, der stemte ved det todages valg, som afvikles søndag og mandag, har ingen forhåbninger om, at der vil komme noget klart resultat ved valget.

- Jeg tror, at vi snart kommer til at stemme igen. Jeg venter ustabilitet i de næste to år, siger Vincenzo D'Ouria, som stemte tidligt søndag i Milano.

Valglokalerne blev åbnet klokken 8.00 og lukkes klokken 22.00 søndag aften. Mandag er stemmelokalerne åbne igen frem til klokken 15.00, hvor de første valgstedsmålinger offentliggøres.

Et officielt resultat ventes tidligt tirsdag.

Italiens dybe gældskrise betød for godt et år siden, at teknokraten Mario Monti blev premierminister som leder af et forretningsministerium.

Monti stemte sammen med sin kone på en skole i Milano tidligt på dagen. Hans centrumblok vil muligvis komme til at indgå i en fremtidig koalitionsregering som juniorparti.

Monti, som har stillet sig i spidsen for centrumblokken Scelta Civica, har stået for en relativ skrap reformkurs i Italien. Det har gjort ham populær i mange EU-lande, hvor økonomisk mådehold er blevet et kodeord for ansvarlig regeringsførelse.

Den umiddelbart mest sandsynlige valgvinder hedder Pier Luigi Bersani. Han er den cerutrygende leder af venstrefløjens største parti, Partito Democratico, og står til at høste mere end en tredjedel af stemmerne i følge de seneste meningsmålinger.

Bersani, der går for at være saglig og knastør, vil barbere den italienske gæld, der roder rundt oppe omkring 2000 milliarder euro. Gælden er på sit højeste niveau siden Første Verdenskrig, og den dræner statskassen for ressourcer.

Silvio Berlusconi, som har været premierminister i flere omgange, forsøger sig med et politisk comeback ved valget og har lovet skattelettelser.

Den skandaleramte og hovedrige italiener kalder Monti for "underdanig" og "altid på knæ" foran forbundskansler Angela Merkel.

En anden central skikkelse i det italienske valg er komikeren Beppe Grillo, som står i spidsen for protestpartiet Femstjerne-bevægelsen, der ifølge meningsmålingerne står til at blive Italiens tredjestørste parti.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere