Engell: Helle hamrende irriteret på Nyrup

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen langer groft ud efter Helle Thorning i debatindlæg. Det irriterer hende voldsomt, vurderer Hans Engell

Helle Thorning er træt af Poul Nyrup Rasmussen, fordi han angriber hende for at svigte socialdemokratiske kerneværdier. Det vurderer Hans Engell. (Foto: Thomas Borberg)
Helle Thorning er træt af Poul Nyrup Rasmussen, fordi han angriber hende for at svigte socialdemokratiske kerneværdier. Det vurderer Hans Engell. (Foto: Thomas Borberg)

Helle Thorning-Schmidt er ved at sætte de socialdemokratiske kerneværdier over styr. Det mener hendes egen partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. I dagens udgave af Politiken langer han voldsomt ud efter sin efterfølger, fordi hun har afvist at indføre en finansskat, som 11 andre europæiske lande er ved at indføre.

- Her har vi en byggesten til at tydeliggøre den socialdemokratiske identitet. En byggesten, som vores partifæller i samtlige de andre EU-lande ikke er et sekund i tvivl om, siger Poul Nyrup Rasmussen til Politiken.

Det er ikke sjov kost for en nuværende statsminister at blive sat på plads af sin forgænger, slår Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell fast.

- Det her er hamrende irriterende for Helle Thorning. Især fordi en stor del af hendes partifæller er enige i Nyrup. Det her puster påny til intern uenighed i partiet, lyder vurderingen fra Engell.

- De fleste socialdemokrater er enige med Nyrup, men Helles problem er, at hun er bundet af et regeringsgrundlag. De Radikale er modstandere af finansskatten.

Slider på loyalitetskonto
Det er ikke første gang, Poul Nyrup Rasmussen kritiserer den nuværende regering. På en partikongres har han tidligere udtrykt modstand mod forkortelsen af dagpengeperioden - også dengang til stor jubel blandt partifællerne.

- Han er begyndt at slide på loyalitetskontoen. Jeg er sikker på, at toppen af partiet har drøftet, hvorvidt de skulle sætte ham eftertrykkeligt på plads eller bare lade ham være, siger han.

det ender formentlig med det sidste, men hvis Helle Thorning tog bladet fra munden og ytrede sin mening om Nyrups kritik, er Hans Engell ikke i tvivl om, hvordan det ville lyde.

- Jeg er sikker på, hun mener, han scorer nogle billige point. Han tager et standunkt, som han ved, en stor del af partifællerne er enige med ham i, og som han samtidig ved, hun ikke kan røre ved, fordi hun er bundet af et regeringsgrundlag, siger Engell.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere