Kosovo afviser julebesøg fra Serbiens præsident

Kosovo vil ikke have Serbiens præsident på besøg, så længe Kosovos ledere ikke kan rejse ind i Serbien

Serbiens præsident, Tomislav Nikolic, får ikke lov at tage på besøg blandt det serbiske mindretal, der bor i Kosovo, i forbindelse med den ortodokse jul den 7. januar.

Kosovos vicepremierminister, Hajredin Kuci, siger til avisen Express, at Nikolic først vil få tilladelse til at rejse ind i Kosovo, når Serbiens regering giver tilladelse til, at Kosovos politiske ledere besøger det albanske mindretal i det sydlige Serbien.

Striden om julebesøget afspejler de spændinger, der er imellem Serbien og det overvejende albanske Kosovo, som tidligere var en del af Serbien.

Kosovo erklærede sig uafhængigt fra Serbien for fem år siden og er anerkendt af en række vestlige lande.

Men Serbien afviser blankt at anerkende Kosovo som selvstændigt land.

På nuværende tidspunkt kan politikere og embedsmænd fra Kosovo ikke besøge Serbien, fordi regeringen i Beograd ikke anerkender de kosovoalbanske institutioner.

I de seneste knap to år har parterne - med hjælp fra EU - forhandlet i et forsøg på så vidt muligt at normalisere forbindelserne mellem de to lande.

Næste møde mellem Serbiens premierminister, Ivica Dacic, og Kosovos premierminister, Hashim Thaci, finder sted den 17. januar.

EU har gjort det klart for Serbien, at landet skal forbedre forholdet til Kosovo på en række punkter, hvis det vil gøre sig håb om at få en dato for, hvornår der kan indledes forhandlinger om optagelse i EU.

0 kommentarer
Vis kommentarer