Tyrkiet vil slå hårdt ned på Syrien

Efter Syriens nedskydning af et tyrkisk jagerfly er forholdet mellem de to nabolande blevet meget anstrengt

Tyrkiet vil behandle enhver syrisk militærenhed, der nærmer sig grænsen, som en trussel og et militært mål, siger Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan. Ordene faldt tirsdag i landets parlament efter den syriske nedskydning af et tyrkisk jagerfly fredag.

At Tyrkiet ikke har foretaget sig noget radikalt i den forbindelse skal ikke opfattes som svaghed fra tyrkisk side, advarede Erdogan.

- Alle skal vide, at Tyrkiets vrede er meget stærk og kan være ødelæggende, siger Erdogan i en tale til sit regerende AK-partis medlemmer i parlamentet.

- Reglerne for de væbnede tyrkiske styrkers optræden er nu ændret set i lyset af den ny udvikling, siger Erdogan og tilføjer, at enhver risiko forbundet med Syrien på den tyrkiske grænse vil blive "betragtet som en trussel og blive behandlet som et militært mål".

Læs også:

Krig & katastrofer Syrien: Tyrkisk fly var i 100 meters højde

Erdogan siger videre, at hans regering ville hævne sig med beslutsomhed efter den syriske nedskydning af det tyrkiske Phantom-4 jagerfly i internationalt luftrum.

- Tyrkiet vil bruge landets rettigheder, som er grundfæstet i Folkeretten, til at tage de nødvendige skridt i lyset af denne uretfærdighed til selv at bestemme tid, sted og metode, siger Erdogan til parlamentet.

Læs også:

Krig & katastrofer Tyrkiet truer med hævn for fly-nedskydning

Tyrkiet har også afvist Syriens forklaring om, at dets forsvar ikke havde nogen anden mulighed end at beskyde det tyrkiske F-4-jagerfly, da det fløj over syrisk farvand, tæt på kysten fredag. Tyrkiet kalder nedskydningen en "aggressiv handling".

Ifølge Tyrkiet var der tale om et ubevæbnet rekognosceringsfly, der overfløj internationalt farvand.

Læs også:

Samfund Flere syriske militærledere hopper af

Episoden har øget spændingerne mellem Tyrkiet og dets nabo Syrien, der i forvejen er hårdt presset indenrigspolitisk på grund af det 16 måneder lange oprør mod præsident Bashar al-Assad.

0 kommentarer
Vis kommentarer