Obama gjorde grin med Romney ved nørdfest

Obama gav den som stand-up-komiker ved den årlige korrespondentmiddag - humoren gik især ud over Mitt Romney

Hvis USA's præsident, Barack Obama, skal til at lede efter nyt job efter præsidentvalget i november, kan komiker måske komme på tale.

I hvert fald gav Obama en smagsprøve på sit humoristiske talent foran Hollywoodstjerner, politikere og journalister ved den årlige korrespondentmiddag i Washington - også kendt som nørdernes bal.

Morskaben gik især ud over rivalen Mitt Romney. Romney og Obama har dog noget til fælles, lød det fra Obama:

- Vi kalder begge vores koner for vores bedre halvdel. Og i begge tilfælde er amerikanerne enige i den betragtning, sagde Obama foran stjerner som George Clooney og Lindsay Lohan.

Obama i hopla
- Vi har også begge læst på Harvard. Jeg har én uddannelse. Han har to. Sikke en snob, lød det fra Obama med et glimt i øjet.

Ellers fik historien om Romney, der kørte i timevis med sin hund i et bur på bilens tag, endnu en tur i møllen. Præsidenten viste blandt andet et billede, hvor Romney står foran Air Force One, der har fået installeret et hundebur på taget.

Romney var ikke selv til stede, men det var hans tidligere konkurrent i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat, Newt Gingrich.

- Newt, der er stadig tid, mand, råbte Obama opfordrende til Gingrich, der for nylig meldte sig ud af kapløbet.

Secret Service måtte høre for sexskandalen med prostituerede i Columbia:

- Jeg har forberedt meget mere materiale, men jeg bliver nødt til at få Secret Service hjem i tide til deres nye udgangsforbud, sluttede præsidenten.

Præsidentens humoristiske talent gør indtryk på en, der ved, hvad han taler om, nemlig komikeren Jimmy Kimmel, der også var på plakaten lørdag aften:

- Han kunne sikkert blive komiker, hvis han ville, siger han ifølge Washington Post.

Korrespondentmiddagen har været en årlig begivenhed siden 1920.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere