Engells brevkasse

Politisk kommentator Hans Engell svarer hver uge på spørgsmål fra læserne i Ekstra Bladets lørdagsmagasin EKSTRA

(Foto: Jan Unger)
(Foto: Jan Unger)

Rygerne jages
Hvad siger du til regeringens nye ryge-regler? Var du ikke engang Årets Piberyger? Er det i orden, at rygerne bliver forfulgt hele tiden? Det er jo som at bo i en diktaturstat, hvor man hele tiden bliver jaget. Hvad siger du?
Venlig hilsen
Erling Bundegaard, Haslev

Kære Erling
Det er helt korrekt, jeg har været Årets Piberyger, men desværre fulgte der ikke et evigt liv med titlen.

Så jeg stoppede med tobakken for otte år siden, og det samme vil jeg opfordre andre til. Vi ved det jo godt -rygning er livsfarligt! 14.000 mennesker dør af en sygdom, der har med rygning at gøre -hvert år. Det er 20 pct. af alle dødsfald i Danmark.

Jeg synes også de nye rygeregler, regeringen har vedtaget, er skrappe, men hvad stiller man ellers op i et land, hvor der er brugt milliarder på oplysningskampagner, og hvor det alligevel er en foruroligende stor del af de unge, der ryger? Jeg er bange for, der ikke er mange andre muligheder end de regler, regeringen har fastsat, og selv om de borgerlige partier stemte imod, vil jeg vædde på, at de ikke skruer reglerne tilbage, hvis de vinder regeringsmagten efter næste valg. Så du må leve med at være en jaget ryger -eller stoppe med tobakken.
Bedste hilsen
Hans

Hvad vil du spørge Hans Engell om? Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Hvad laver Carsten Hansen?
Hvad laver Carsten Hansen egentlig i den nye regering ? Han skulle sørge for bedre vilkår for Udkantsdanmark, men indtil videre har vi ikke hørt meget til ham ud over sagerne. Så hvad laver manden egentlig, for det med udkanten har han jo bedt Niels Hausgaard klare?
Med venlig hilsen
Yvonne H. Nielsen, Vallensbæk Torvevej, Albertslund

Kære Yvonne
Carsten Hansen er både minister for byer, boliger og Udkantsdanmark. Han startede faktisk med at få en stor, bred boligaftale på plads, og i øjeblikket forbereder han en større plan om Udkantsdanmark.

I den forbindelse har han nedsat en 'visionsgruppe' med nogle anderledes typer end Slotsholmens standardvare, som skal komme med input til planen. Blandt dem er Niels Hausgaard, som ud over at være en strålende entertainer også har et hestestutteri i Vendsyssel. Han ved faktisk noget om livet på landet.

Så giv nu lige Carsten Hansen en chance, inden du dømmer hans ministerium ude.
Venlig hilsen
Hans

Hvad vil du spørge Hans Engell om? Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Bliver senior-jobbet sløjfet?
Selv om jeg er 38 år og derfor nok burde hæve efterlønnen, så holder jeg nu nok fast i den, for ideen om et seniorjob trækker, hvis man nu skulle være så uheldig at miste jobbet som for eksempel 57-årig, hvor det vil være svært at finde nyt arbejde. Og hvis man ikke får brug for det, er der jo også en økonomisk bonus. Tanken om at gå på efterløn er mig helt fjern, men jeg vil heller ikke risikere, når jeg er højt op i tresserne, at blive smidt rundt i et eller andet aktiveringssystem, der udelukkende er lavet for at genere arbejdsløse.

Mit spørgsmål er:

Kan en regering for eksempel om ti år sløjfe seniortilbuddet og den økonomiske bonus, uden at vi får mulighed for at hæve pengene?
Med venlig hilsen
Kim Ursin, lærer

Kære Kim Ursin
Det er et svært spørgsmål, fordi det handler om en politisk fremtid, som vi ikke kender i dag.

Umiddelbart vil jeg anse det for udelukket, at man ændrer reglerne på dette område uden som minimum at tilbyde at tilbagebetale de beløb, der indbetales til efterlønsordningen -det ville juridisk og politisk være særdeles betænkeligt. Det er jo også, hvad sker nu i forbindelse med tilbagetrækningsreformen.

Men det er ikke det samme, som at seniorjob-ordningen, som vi kender i dag, bliver bevaret uændret i al fremtid. Det er ikke mit indtryk, at det er særlig let for kommunerne at tilbyde passende job inden for denne ordning (som mange lønmodtagere i øvrigt slet ikke kender).

Derfor kunne jeg godt forestille mig, at ordningen blev ændret under en eller anden form -måske som en del af trepartsforhandlinger eller de ændringer, regeringen i forvejen overvejer på arbejdsmarkedsområdet.
Venlig hilsen
Hans Engell

Send dit spørgsmål eller dine kommentarer til engell@eb.dk Vi kan desværre ikke love, at alle for svar, men hver uges vælges 5-6 interessante spørgsmål ud, som Hans Engell svarer på i EKSTRA

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere