UM: Al-Khawaja er fortsat på militærhospital

Myndighederne i Bahrain fortæller, at den sultestrejkende dansk-bahrainer "trods rygter er ved godt helbred"

Den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja er fortsat på det militærhospital, hvor han er indlagt i forbindelse med afsoningen af sin livstidsdom.

Det fortæller Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for Udenrigsministeriet Borgerservice.

- Vores ambassadør har forhørt sig hos de bahrainske myndigheder, som oplyser, at han stadig er indlagt på militærhospitalet på den afdeling, hvor han længe har været indlagt, siger han til Ritzau.

Udmeldingen kommer efter, at hustruen til Abdulhadi al-Khawaja tidligere onsdag meddelte, at dansk-bahraineren havde forladt sit værelse på militærhospitalet.

Indenrigsministeriet i Bahrain skriver på Twitter, at al-Khawaja "trods rygterne er ved godt helbred".

Han er på hospitalet, hvor han modtager fuld medicinsk omsorg. Der er ingen melding om, hvorvidt der er tale om militærhospitalet.

Selvom den danske ambassadør i Saudi-Arabien, Christian Kønigsfeldt, har været i kontakt med myndighederne onsdag, kan de stadig ikke få tilladelse til at besøge Abdulhadi al-Khawaja.

Derfor kender de ikke al-Khawajas tilstand.

- Vi har ikke haft mulighed for at besøge ham siden i søndags. Men vi arbejder fortsat på at få tilladelse af myndighederne, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Udenrigsministeriet arbejder videre af de diplomatiske kanaler for at få en afklaring på al-Khawajas sag.

Blandt andet har den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF) presset voldsomt på for at få udleveret dansk-bahraineren, og det samme har både EU, FN og USA.

Men ifølge flere iagttagere er regeringen i Bahrain fanget i et dilemma. På den ene side vil de ikke vise svaghed, men de ønsker heller ikke, at dansk-bahraineren skal dø og få status som martyr.

Abdulhadi al-Khawaja sultestrejker i protest mod en livstidsdom, som han sidste år blev idømt for at opfordre til et systemskifte i Bahrain. Hans sultestrejke har indtil videre varet 77 dage.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere