Cameron truer sløve spionchefer med rødt kort

Storbritanniens premierminister David Cameron giver landets spionchefer kæmpe skideballe, fordi de ikke fortalte regeringen om politisk skandale og mystisk dødsfald i Kina

Bo Xilai (i rød ring) passerer bag andre medlemmer af Kinas aboslutte topledelse under marts-mødet i Folkets Palads i Beijing. Få dage efter var han sat på affyringsrampen ud af al indflydelse. I grøn ring ses Li Changchun, den kinesiske propagandachef, som tirsdag mødtes med den britiske premierminister i London. (Foto: AP)
Bo Xilai (i rød ring) passerer bag andre medlemmer af Kinas aboslutte topledelse under marts-mødet i Folkets Palads i Beijing. Få dage efter var han sat på affyringsrampen ud af al indflydelse. I grøn ring ses Li Changchun, den kinesiske propagandachef, som tirsdag mødtes med den britiske premierminister i London. (Foto: AP)

Tre måneder gik der, før den britiske efterretningstjeneste fortalte udenrigsminister William Hague, at der er tætte forbindelser mellem den største politiske skandale i Kina i en menneskealder - og så en britisk forretningsmands mystiske død på et kinesisk hotelværelse i Kina i november i fjor.

Dét synes premierminister David Cameron overhovedet ikke om, skriver dailymail.co.uk i dag. Blandt andet har langsommeligheden medført en - nu ret pinlig - forbrødring mellem en britisk viceudenrigsminister, en skandaleombrust kinesisk toppolitiker og en nuttet kinesisk panda.

Tæt på det røde kort
Daily Mail skriver, at Cameron vil 'read the riot act' for spioncheferne. I britisk slang kommer han dermed meget tæt på at trække det røde kort.
Læs:

Se også: Kinesisk power-par i søgelys i drabssag

Forretningsmanden Neil Heywoods død på det statsejede Nanshan Lijing Holiday Hotel i den kæmpestore bykommune Chongqing er blevet et hedt diplomatisk emne i kontakterne mellem den voksende supermagt i øst og det gamle imperie-centrum i vest.

Største skandale i en menneskealder
Ikke fordi en 'tilfældig' britisk statsborgers død i et fremmed land nødvendigvis skal på regeringens bord. Men den bemærkelsesværdige omstændighed, at den døde var tæt - meget tæt! - forbundet med en af Kinas mest kontroversielle politikere, Bo Xilai, som efter Heywoods død er blevet sparket ud i mørket i kampen om den absolutte magt i 'Riget i Midten', har placeret dødsfaldet midt i Kinas største politiske skandale i en menneskealder.

Det ville David Cameron og William Hague rigtig, rigtig gerne have vidst noget tidligere! Hvis de havde det, ville den britiske viceudenrigsminister Jeremy Browne nok næppe, tre dage efter Heywoods mystiske død, have poseret på offcielle kinesiske fotos sammen med en nuttet panda, som netop Bo Xilai havde skænket briterne.

Glohed politisk sag for briterne
Sagen er glohed netop i disse dage, hvor en officiel delegation fra Kina er på besøg i London, og hvor Heywood-sagen er blevet en del af den dagsorden, som lederne i den britiske regering tager op over for gæsterne.
Læs:

Se også: Cameron vil tale mord-skandale med Kina

En af dem er det enevældige kinesiske kommunistpartis propagandachef, Li Changchun. I Kina verserer nu, fem måneder efter Neil Heywoods død og tre måneder efter, at den politiske superstjerne, Chongqings tidligere partichef Bo Xilai, begyndte sin nedtur fra Kinas centrale magtelite, teorier om, at den kinesiske topledelse har udspredt misinformation og overdramatiseret omstændighederne omkring dødsfaldet. Hvis det har noget på sig, er Storbritanniens officielle gæst direkte ansvarlig.

I uvidenhed i måneder
Briternes højt besungne Secret Service, kendt fra utallige spionfortællinger fra Gramham Greene, Jonh le Carré og Ian Fleming og derudad, har naturligvis været inde over sagen om dødsfaldet i Chongqing. Men der gik tre måneder, inden Secret Service mente, at udenrigsminister Hague skulle vide noget. I mellemtiden fandt Udenrigsministeriets egne folk ud af, at der var noget mystisk i sagen, men selv da gik der tre uger, før chefen fik noget at vide.

Nu vil David Cameron ifølge Daily Mail have en forklaring fra såvel spioncheferne i MI6 og fra Udenrigsministeriet om, hvorfor regeringen blev holdt totalt uvidende om Heywoods død i månedsvis. Formentlig vil de også gerne vide noget om Neil Heywoods forbindelser med MI6 - briten arbejdede blandt andet i Kina for organisationen Hakluyt & Co, som er grundlagt af en række tidligere ansatte i netop MI6. Hakluyt har ifølge Wall Street Journal meddelt, at Neil Heywood ikke arbejdede for dem i Chongqing.

Drukdød eller giftmord
Siden november har de kinesiske myndigheder i første omgang bagatelliseret Heywoods død som 'alkoholforgiftning' og uden videre vrøvl ekspederet liget til kremering. Derefter er der gået en rygtestrøm i gang om, at manden, som virkede som konsulent og formidlede kontakter mellem kinesiske og vestlige forretningsfolk og politikere, blev forgivet på grund af uoverensstemmelser mellem ham og en af hans mest magtfulde forbindelser, den lokale partichef Bo Xilai og hans næsten lige så magtfulde advokathustru, Gu Kailai.

Kina tager til efteråret fat på et magtskifte med udskiftning på såvel præsident- som premierministerposten. I marts var den populære og karismatiske Bo Xilai favorit til en plads i den kinesiske magtelites absolutte top, Politibureauets Stående Komité. Men så blev han overraskende vippet væk i en aktion, som blandt andre regeringschefen Wen Jiabao deltog i.

Dyb politisk uoverensstemmelse
I april blev Bo endegyldigt fjernet fra indflydelse i kommunistpartiet, og samtidig blev hans advokathustru anholdt som mistænkt for giftmord på Heywood.

Bo Xilai er en kontroversiel politiker. Betydeligt mere udadvendt end sædvanlige kinesiske toppolitikere, men også med en tydelig politisk hældning mod den hedengangne formand Maos kulturrevolutiuon modsat den nuværende kinesiske regering langt mere pragmatiske kommunisme. Denne konflikt ligger bag begrundelsen for hans fyring fra indflydelse, som ifølge den officielle meddelelse er 'alvorlige brud på disciplinen'.

Sådan har skandalen om kinesisk toppolitik og en britisk forretningsmands død udviklet sig:

August 2011: Kinas præsident, Hu Jintao, taler i telefon med en embedsmand fra korruptionsbekæmpelsen, som befinder sig i den kæmpestore byprovins Chongqing. Specialudstyr afslører, at lokale embedsmænd i Chongqing aflytter præsidenten.
15. november 2011: Forretningsmanden Neil Heywood bliver fundet død på et hotelværelse i Chongqing.
17. november 2011: Den britiske viceudenrigsminister Jeremy Browne får under massiv kinesisk medieopmærksomhed to kinesiske kæmpepandaer overdraget af den politiske superstjerne, partichef for Chongqing og Heywoods nære bekendt Bo Xilai.
18. januar 2012: Det britiske udenrigsministerium orienteres første gang om, at der kan være noget mystisk ved Neil Heywoods død.
6. februar 2012: Bo Xilais næstkommanderende og politichef, Wang Lijun, henvender sig til USA's konsulat i Chengdu. Han fortæller amerikanerne, at Bo Xilai er involveret i korruption, og at Bos kone, Gu Kailai, er medskyldig i giftmord på Neil Heywood, som tidligere arbejdede tæt sammen med ægteparret, blandt andet om deres søns skolegang og studier i Vesten. Da Wang dagen efter forlader konsulatet, bliver han anholdt og ført til Beijing.
7. februar 2012: Den britiske udenrigsminister William Hague orienteres første gang om, at Neil Heywood angiveligt blev offer for et giftmord i Kina.
8. februar 2012: Det meddeles officielt i Kina, at Wang Lijun er på orlov 'af helbredsgrunde'.
14. marts 2012: Premierminister Wen Jiabao rejser på sit årlige pressemøde åben kritik af Bo Xilais maoistiske tilbøjeligheder som partichef i Chongqing.
15. marts 2012: Bo Xilai fjernes fra sine poster i Chongqing, men beholder formelt pladsen i Kinas kommunistpartis politbureau.
10. april 2012: Bo Xilai smides ud af kommunistpartiets centralkomité og politbureau. Hans kone, advokaten Gu Kailai, efterforskes nu ifølge en officiel meddelelse for meddelagtighed i giftmord på Neil Heywood. Der spekuleres i Kina på, om Heywoods død faktisk var et mord, eller om beskyldninger mod Gu Kailai er en del af en magtkamp, rettet imod Bo Xilai, og lækket til offentligheden af kommunistpartiets ledelse.
17. april 2012: Den britiske premierminister David Cameron rejser sagen om Heywoods død over for sin officielle gæst Li Changchun, som er medlem af Kinas helt centrale magtelite, Politibureauets Stående Komité, og ansvarlig for partiets propaganda.
17. april 2012: Op til mødet med de kinesiske gæster udbeder David Cameron sig en forklaring fra cheferne i den britiske Secret Service og Udenrigsministeriet om, hvorfor regeringen ikke for meget længe siden var blevet orienteret om Heywoods forbindelse med den kontroversielle Bo Xilai.
18. april 2012: Kinas officielle nyhedsbureau oplyser, at Kina garanterer en 'grundig, tilbundsgående undersøgelse' af Neil Heywoods død.
24. april 2012: Bo Guagua, Bo Xilais og Gu Kailiais 24-årige søn, skriver i et indlæg på Harvard Universitys webavis, hvor han beskriver sig selv som mønsterstudent, hvis studier i Vesten er betalt af hans mor og af stipendier. Han kan, skriver han, intet oplyse om sagerne mod hans forældre.
25. maj 2012: Bo Guagua består sin eksamen på Harvard og oplyser, at han har planer om at læse jura i USA.
26. juli 2012: Kinas officielle telegrambureau, Xinhua, oplyser, at Gu Kailai og en ansat i familien, Zhang Xiaojun, er blevet tiltalt for overlagt mord på Neil Heywood. Motivet skal ifølge mynidghederne være, at Gu Kailia frygtede for sønnen Guaguas personlige sikkerhed.
9. august 2012: Gu Kailai kendes skyldig i giftmord på Neil Heywood. Hun tilstår at have forgivet briten, fordi Heywood havde truet hendes søn, Bo Guagua, i forbindelse med et økonomisk mellemværende. Zhang Xiaojun kendes skyldig i medvriken til drabet.
10. august 2012: Fire højtstående politimænd fra Chongqing erkender i retten, at de har forsøgt at dække over Gu Kailai i forbindelse med drabet på Neil Heywood.
20. august 2012: Gu Kailai idømmes betinget dødsstraf, hvilket betyder, at henrettelse ikke eksekveres, hvis hun holder sig fri af kriminalitet i to år. Zhang Xiaojun får ni års fængsel.
24. september 2012: Bo Xilais tidligere nære allierede og politichef, Wang Lijun, idømmes 15 års fængsel, bl.a. for at have dækket over mordet på Neil Heywood.
28. september 2012: Kommunistpartiets politbureau ekskluderer Bo Xilai fra partiet og bebuder retssag imod ham for magtmisbrug, bestikkelse og korruption.

Opdateret 29. september 2012. Kilder: britiske, kinesiske og amerikanske medier, Wikipedia

1 af 4 Viceudenrigsminister Jeremy Browne poserer 15. november 2011 glad for fotografen fra det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua sammen med kæmpepandaen Yangguang, som han netop har fået overdraget af den nu skandaleombruste politiske superstar, Bo Xilai. (Foto: AP/Xinhua)
2 af 4 Bo Xilai og Gu Kailai har været det mest iøjnefaldende powerpar i kinesisk politik - nu er de begge styrtet fra magtens tinder. (Foto: AP)
3 af 4 Storbritanniens premierminister David Cameron (t.v.) og hans udenrigsminister William Hague er meget, meget trætte af, at de først meget sent har fået informationer om den døde britiske forretningsmand Neil Heywoods forbindelser til den kinesiske magtelites faldne superstjerner Bo og Gu. (Foto: AO)
4 af 4 Bo Xilai (i rød ring) passerer bag andre medlemmer af Kinas aboslutte topledelse under marts-mødet i Folkets Palads i Beijing. Få dage efter var han sat på affyringsrampen ud af al indflydelse. I grøn ring ses Li Changchun, den kinesiske propagandachef, som tirsdag mødtes med den britiske premierminister i London. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere