Mystisk død og magtkamp i Kina under lup

Nu lover det kinesiske kommunistparti, at politisk skandale og den britiske forretningsmand Neil Heywoods død bliver grundigt undersøgt

Den britiske forretningsmand Neil Heywoods død på et hotelværelses i den kinesiske kæmpekommune Chongqing i november i fjor skal nu undersøges til bunds, lover det kinesiske kommunistparti. Superadvokaten Gu Kailai, hustru til den nu faldne politiske superstjerne og partichef i Chongqing, forbindes med Heywoods død, som måske, måske ikke skyldes giftmord. (Foto: AP. Fotomontage: ekstrabladet.dk)
Den britiske forretningsmand Neil Heywoods død på et hotelværelses i den kinesiske kæmpekommune Chongqing i november i fjor skal nu undersøges til bunds, lover det kinesiske kommunistparti. Superadvokaten Gu Kailai, hustru til den nu faldne politiske superstjerne og partichef i Chongqing, forbindes med Heywoods død, som måske, måske ikke skyldes giftmord. (Foto: AP. Fotomontage: ekstrabladet.dk)

Få timer efter, at Storbritanniens premierminister David Cameron og udenrigsminister William Hague i går, tirsdag, havde holdt møde med deres officielle kinesiske gæst, kommunistpartiets propagandachef Li Changchun, lovede de kinesiske myndigheder en grundig, tilbundsgående undersøgelse af de omstændigheder, som knytter en britisk forretningsmands død på et kinesisk hotelværelse tæt sammen med den største politiske skandale i det mægtige Kina i en menneskealder.

Udbad sig forklaring
På mødet med Li Changchun, som er medlem af kommunistpartiets absolutte magtelite, Politibureauets fem-ni mand store Stående Komité, udbad den britiske regering sig en forklaring på, hvad der er op og ned på de mange rygter og modstridende oplysninger om, hvordan den 41-årige britiske forretningsmand Neil Heywood i november i fjor døde på et hotelværelse i kæmpekommunen Chongqing.

Læs:

Se også: Mystisk spion-dødsfald i Kinas magtkamp

I første omgang blev Heywoods død rubriceret som 'alkoholforgiftning', men senere har officielle meddelelser i forbindelse med nedturen for et af Kinas mest magtfulde powerpar Bo Xilai og Gu Kailai fortalt, at Heywoods død skyldes giftmord, og at stjerneadvokaten Gu mistænkes som medskyldig.

Kandidat til Kinas top
Gus mand, Bo Xilai, var, indtil han blev fjernet fra alle politiske poster tidligere i dette forår, blandt kandidaterne til at overtage magten i Kina, når den nuværende præsident Hu Jintao og ministerpræsident Wen Jiabao træder tilbage i løbet af det kommende år.
Læs:

Se også: Kinesisk power-par i søgelys i drabssag

Versionen om giftmord og parrets indblanding kom i omløb, da Bos souschef i ledelsen af Chongqing, politichef Wang Lijun, i februar gik til den amerikanske ambassade, Her gav han oplysninger, dels om Gu og hendes mulige mord på ægteparrets tidligere forretningsforbindelse Neil Heywood, dels om, at Bo Xilai selv skulle være indblandet i korruption.

Officielt Kina-løfte
Storbritannien krævede en efterforskning af Heywoods død, men først efter Bo Xilais fald fra magtens kinesiske tinder og den britiske regerings dundertaler i går er sagen kommet helt derop, at den kinesiske regering i går måtte udsende en officiel meddelelse om, at hele affæren nu vil blive grundigt undersøgt.
Læs:

Se også: Cameron vil tale mord-skandale med Kina

Kommunistpartiets centralkomité har, hedder det officielt, ' resolut besluttet en tilbundsgående undersøgelse af begivenhederne og offentliggørelse af informationer i rette tid, som en manifestation af en høj grad af ansvarsfølelse i forhold til partiets og folkets sag'.

'Baseret på de fakta, som indtil nu er offentliggjort, er episoden omkring Wang Lijun en alvorlig politisk begivenhed, fordi han har haft en ugunstig virkning både hjemme og i udlandet. Neil Heywoods død er en alvorlig kriminalsag, som involverer familie og ansatte til en leder i partiet og nationen, og Bo har alvorligt forbrudt sig mod partiets disciplin', hedder det videre i partiets erklæring.

Sådan har skandalen om kinesisk toppolitik og en britisk forretningsmands død udviklet sig:

August 2011: Kinas præsident, Hu Jintao, taler i telefon med en embedsmand fra korruptionsbekæmpelsen, som befinder sig i den kæmpestore byprovins Chongqing. Specialudstyr afslører, at lokale embedsmænd i Chongqing aflytter præsidenten.
15. november 2011: Forretningsmanden Neil Heywood bliver fundet død på et hotelværelse i Chongqing.
17. november 2011: Den britiske viceudenrigsminister Jeremy Browne får under massiv kinesisk medieopmærksomhed to kinesiske kæmpepandaer overdraget af den politiske superstjerne, partichef for Chongqing og Heywoods nære bekendt Bo Xilai.
18. januar 2012: Det britiske udenrigsministerium orienteres første gang om, at der kan være noget mystisk ved Neil Heywoods død.
6. februar 2012: Bo Xilais næstkommanderende og politichef, Wang Lijun, henvender sig til USA's konsulat i Chengdu. Han fortæller amerikanerne, at Bo Xilai er involveret i korruption, og at Bos kone, Gu Kailai, er medskyldig i giftmord på Neil Heywood, som tidligere arbejdede tæt sammen med ægteparret, blandt andet om deres søns skolegang og studier i Vesten. Da Wang dagen efter forlader konsulatet, bliver han anholdt og ført til Beijing.
7. februar 2012: Den britiske udenrigsminister William Hague orienteres første gang om, at Neil Heywood angiveligt blev offer for et giftmord i Kina.
8. februar 2012: Det meddeles officielt i Kina, at Wang Lijun er på orlov 'af helbredsgrunde'.
14. marts 2012: Premierminister Wen Jiabao rejser på sit årlige pressemøde åben kritik af Bo Xilais maoistiske tilbøjeligheder som partichef i Chongqing.
15. marts 2012: Bo Xilai fjernes fra sine poster i Chongqing, men beholder formelt pladsen i Kinas kommunistpartis politbureau.
10. april 2012: Bo Xilai smides ud af kommunistpartiets centralkomité og politbureau. Hans kone, advokaten Gu Kailai, efterforskes nu ifølge en officiel meddelelse for meddelagtighed i giftmord på Neil Heywood. Der spekuleres i Kina på, om Heywoods død faktisk var et mord, eller om beskyldninger mod Gu Kailai er en del af en magtkamp, rettet imod Bo Xilai, og lækket til offentligheden af kommunistpartiets ledelse.
17. april 2012: Den britiske premierminister David Cameron rejser sagen om Heywoods død over for sin officielle gæst Li Changchun, som er medlem af Kinas helt centrale magtelite, Politibureauets Stående Komité, og ansvarlig for partiets propaganda.
17. april 2012: Op til mødet med de kinesiske gæster udbeder David Cameron sig en forklaring fra cheferne i den britiske Secret Service og Udenrigsministeriet om, hvorfor regeringen ikke for meget længe siden var blevet orienteret om Heywoods forbindelse med den kontroversielle Bo Xilai.
18. april 2012: Kinas officielle nyhedsbureau oplyser, at Kina garanterer en 'grundig, tilbundsgående undersøgelse' af Neil Heywoods død.
24. april 2012: Bo Guagua, Bo Xilais og Gu Kailiais 24-årige søn, skriver i et indlæg på Harvard Universitys webavis, hvor han beskriver sig selv som mønsterstudent, hvis studier i Vesten er betalt af hans mor og af stipendier. Han kan, skriver han, intet oplyse om sagerne mod hans forældre.
25. maj 2012: Bo Guagua består sin eksamen på Harvard og oplyser, at han har planer om at læse jura i USA.
26. juli 2012: Kinas officielle telegrambureau, Xinhua, oplyser, at Gu Kailai og en ansat i familien, Zhang Xiaojun, er blevet tiltalt for overlagt mord på Neil Heywood. Motivet skal ifølge mynidghederne være, at Gu Kailia frygtede for sønnen Guaguas personlige sikkerhed.
9. august 2012: Gu Kailai kendes skyldig i giftmord på Neil Heywood. Hun tilstår at have forgivet briten, fordi Heywood havde truet hendes søn, Bo Guagua, i forbindelse med et økonomisk mellemværende. Zhang Xiaojun kendes skyldig i medvriken til drabet.
10. august 2012: Fire højtstående politimænd fra Chongqing erkender i retten, at de har forsøgt at dække over Gu Kailai i forbindelse med drabet på Neil Heywood.
20. august 2012: Gu Kailai idømmes betinget dødsstraf, hvilket betyder, at henrettelse ikke eksekveres, hvis hun holder sig fri af kriminalitet i to år. Zhang Xiaojun får ni års fængsel.
24. september 2012: Bo Xilais tidligere nære allierede og politichef, Wang Lijun, idømmes 15 års fængsel, bl.a. for at have dækket over mordet på Neil Heywood.
28. september 2012: Kommunistpartiets politbureau ekskluderer Bo Xilai fra partiet og bebuder retssag imod ham for magtmisbrug, bestikkelse og korruption.

Opdateret 29. september 2012. Kilder: britiske, kinesiske og amerikanske medier, Wikipedia

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere