Nu ruller hovederne i Secret Service

Tre sexanklagede agenter forlader sikkerhedstjenesten, der har til opgave at passe på den amerikanske præsident

Tre agenter i sikkerhedstjenesten Secret Service, der passer på den amerikanske præsident, har forladt deres job efter sexskandalen i Colombia. (Foto: AP)
Tre agenter i sikkerhedstjenesten Secret Service, der passer på den amerikanske præsident, har forladt deres job efter sexskandalen i Colombia. (Foto: AP)

Nu er hovederne begyndt at rulle i sikkerhedstjenesten Secret Service, hvor 11 agenter er mistænkes for at have haft prostituerede med hjem på deres hotelværelser i Colombia i sidste uge.

Tre agenter i tjenesten, der passer på den amerikanske præsident, har nu forladt deres job i kølvandet på sexskandalen, der har givet røde ører i Washington D.C.

Ifølge talsmand Paul Morrisey får en chef i sikkerhedstjenesten lov til at gå på pension, en anden vil blive fyret, mens en tredje selv har sagt op.

Morrisey fortæller til amerikanske medier, at undersøgelserne stadig er på et tidligt stadie, og at otte yderligere agenter efterforskes - blandt andet ved hjælp af en løgnedetektor.

Læs: Prostitueret taler ud om sexskandale

11 agenter og 10 militærfolk beskyldes for at tage prostituerede med hjem på hotelværelserne i kystbyen Cartagena, hvor præsident Obama skulle deltage i et topmøde.

Skandalen eskalerede i går med afsløringen af, at mindst 20 prostituerede blev taget med hjem på agenternes hotelværelser forud for præsident Obamas ankomst til landet.

Den øverste chef for Secret Service, Mark Sullivan, siger, at agenterne har givet forskellige oplysninger om, hvem kvinderne var. Han har derfor sendt efterforskere til Colombia for at afhøre kvinderne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere