Obama betaler 20,5 procent i skat

Det Hvide Hus offentliggør Obamas skatteprocent under valgkampsstrid om højere skat

Præsident Barack Obama og hans kone Michelle betalte 20,5 procent i indkomstskat af deres indkomst sidste år på 789.674 dollar (lidt under 4,5 million kroner).

Det oplyser Det Hvide Hus fredag i forbindelse med en ophedet debat om skattetryk i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Obama og hans partifæller i det demokratiske parti beskylder Mitt Romney, den førende republikanske kandidat, for at ville lempe skatten for de rige og i stedet øge byrderne for de mindre velstillede.

Obama og hans vicepræsident, Joe Biden, har i denne uge brugt megen tid på at slå til lyd for, at millionærer skal betale minimum 30 procent i skat.

Det kaldes "Buffett reglen", da milliardæren Warren Buffett skabte stor opsigt ved at afsløre, at hans skatteprocent var lavere end hans egen sekretærs.

Romney, som har en formue på omkring 250 millioner dollar (1,4 milliard kroner), havde i 2010 en skatteprocent på 13,9.

Præsidenten og hans kone tjente sidste år halvdelen af deres gage fra præsidentlønnen på 400.000 dollar (op mod 2,3 million kroner), mens resten var fortjeneste på Obamas bøger.

Præsidentparret donerede omkring 22 procent af deres reelle indkomst til 39 forskellige velgørenhedsforetagender, oplyser Det Hvide Hus.

Milliardæren Buffett har inspireret Obama til forslaget om, at alle med en indkomst på over en million dollar bør betale 30 procent i skat.

Men hvordan vælgerne reagerer på budskabet er et andet spørgsmål.

En nylig meningsmåling gennemført i 12 delstater, hvor opbakningen til de to politiske fløje er nogenlunde ens, viste, at Obamas satsning på en skattereform måske ikke giver genklang hos vælgerne.

80 procent af de uafhængige vælgere siger, at de er mere optaget af en økonomisk politik, som skaber muligheder for befolkningen end i at reducere afstanden mellem de rige og de fattige.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere