Skelettynd al-Khawaja drikker vand og juice

Familien til sultestrejkende dansk-bahrainer har været på besøg i fængslet, beretter advokat og datter

En skelettynd og yderst afkræftet sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja var, hvad familien så, da de søndag aften fik tilladelse til at besøge dansk-bahraineren i fængslet i Bahrain.

Det beretter både Abdulhadi al-Khawajas advokat og hans datter, Zainab Al Khawaja, på Twitter.

- Min far blev bragt hen til os - eller: En skelettynd version af min far, skriver datteren og fortsætter:

- Jeg kan ikke bruge ordene mager eller tynd. Min far ligner en, som er på sit livs sidste dage under en alvorlig sygdom.

Datteren beretter ligeledes, at hendes far nu drikker juice og vand. Det skal han have aftalt med den danske ambassadør, som ifølge datteren har fortalt Abdulhadi al-Khawaja, at der fortsat er håb.

Samtidig har Abdulhadi al-Khawaja fortalt lægerne, at indtagelsen af juice og vand er en undtagelse, og at han vil stoppe med at drikke, hvis der ikke sker ændringer i sagen i løbet af de næste to til tre dage.

- Som altid var han den gladeste person i rummet, muntrede os op med et stort smil og spurgte: Hvorfor ser i alle sammen ud til at være så kede af det, skriver Zainab Al Khawaja.

- Jeg holdt min fars hænder, og de var meget kolde. "Fryser du far"?. Han svarede: "Ja, altid, men det er normalt på dette stadie (af sultestrejken, red.)", skriver datteren på Twitter.

Abdulhadi al-Khawaja tilstand er ifølge datteren så kritisk, at han er i livsfare.

- For to dage siden havde min far det meget koldt. Han kollapsede og hele hans krop rystede, skriver hun.

At tilstanden for den fængslede dansk-bahrainer er kritisk understreges af en læge fra Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), som har besøgt og undersøgt ham.

Lægen konkluderer, at dansk-bahraineren er i fare for at dø, hvis hans sultestrejke fortsætter.

Abdulhadi al-Khawaja sultestrejker i protest mod en livstidsdom, han sidste år blev idømt for at opfordre til et systemskifte i Bahrain.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere