Obama truer Iran med flere sanktioner

Hvis forhandlingerne om Irans atomprogram går i stå, vil Barack Obama presse iranerne med flere sanktioner

Efter et år med sanktioner og sabelraslen over for Iran og landets atomprogram, så lød der milde røster, da forhandlere fra Teheran og de store magter i weekenden genoptog forhandlinger efter 15 måneders pause.

Men allerede dagen efter truer USA's præsident, Barack Obama, med yderligere sanktioner, hvis der ikke sker et gennembrud i forhandlingerne. Det skriver Reuters.

- Jeg har en tro på, at der stadig er mulighed for, at vi kan løse denne konflikt diplomatisk, siger Barack Obama.

- Men tiden er ved at rinde ud, og Iran skal benytte sig af muligheden. Vi vil ikke have, at forhandlingerne blot trækker ud, siger præsidenten.

USA har indført flere handelssanktioner mod Iran, siden den amerikanske ambassade i Teheran blev besat i 1980. Samtidig forbyder USA næsten al handel med Iran. Eneste undtagelse er "hjælp til den iranske befolkning".

Atomforhandlingerne i lørdags mellem Iran og den internationale forhandlergruppe, der består af USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, var konstruktive og "totalt anderledes" end de mange tidligere frugtesløse møder.

Det sagde en talsmand for EU's udenrigschef, Catherine Ashton. Også fra USA lød der forsigtig optimisme.

Derfor har stormagterne aftalt med Iran at forhandle videre den 23. maj i Iraks hovedstad, Bagdad.

Men næste gang forventer både EU og USA, at der kommer noget konkret på bordet.

- Vi forventer, at de næste møder vil føre til konkrete skridt mod en omfattende løsning, som genopbygger den internationale tillid til, at Iran har fredelige hensigter med atomprogrammet, sagde Ashton i forbindelse med mødet.

Saeed Jalili, Irans chefforhandler, var tilfreds med forhandlingerne. Men han understregede, at Iran ikke vil opfylde de vestlige landes vigtigste krav: at iranerne stopper atomanlæg, der beriger uran til et niveau, hvor det kan anvendes til atomvåben.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere