Narko dominerer topmøde i Colombia

Den fejlslagne krig mod narko står højt på dagsordenen på topmøde for de amerikanske lande denne weekend

Barack Obama i selskab med Colombias præsident, Juan Manuel Santos, førstedame, Maria Clemencia, og udenrigsminister, Maria Angela Holguin. (Foto: AP)
Barack Obama i selskab med Colombias præsident, Juan Manuel Santos, førstedame, Maria Clemencia, og udenrigsminister, Maria Angela Holguin. (Foto: AP)

Lørdag og søndag er lederne fra stort set samtlige amerikanske lande samlet til topmøde i turistparadiset Cartagena i Colombia. Blandt hovedtemaerne på mødet er den tilsyneladende håbløse kamp mod de store narkokarteller i Latinamerika.

Flere mellemamerikanske lande har foreslået at afkriminalisere brugen af narko for at komme problemet til livs, men det afvises af USA's præsident Barack Obama, der fredag aften ankom til Cartagena.

Før Obama forlod Washington gjorde han det klart, at USA ikke har til sinde at ændre sin holdning til narko. Det sagde han i et interview med Grupo de Diarios America, en sammenslutning af latinamerikanske aviser.

- Det er en legitim debat, som afspejler frustrationen hos regeringer og borgere på tværs af de amerikanske lande, sagde Obama, før han fastslog, at en legalisering eller afkriminalisering af narko er udelukket.

"Fordi det vil få negative konsekvenser for både folkesundheden og borgernes tryghed og sikkerhed".

Stort set alt det narko, der forbruges i USA, kommer fra de latinamerikanske lande, og USA er det suverænt største marked for narkokartellerne. Derfor kritiseres USA ofte for dets uvilje mod nytænkning i bekæmpelsen af problemet.

Et andet tema bliver USA's over 50 år lange blokade mod Cuba, der blandt forhindrer amerikanske virksomheder i at handle med landet.

Ifølge Obama har myndighederne i Havana fortsat ikke vist vilje til at ændre det anstrengte forhold til USA og det samme gælder de interne forhold i Cuba.

- Styret er heller ikke villig til at respektere borgerne demokratiske rettigheder, siger han.

Cuba er ikke inviteret til mødet i Cartagena.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere