Al-Khawajas datter frygter tvangsfodring

Familien til den sultestrejkende livstidsfange har ikke hørt fra ham i to døgn

Uvisheden om tilstanden hos den sultestrejkende livstidsfange, Abdulhadi al-Khawaja, breder sig hos familien til systemkritikeren.

I to døgn har den ikke hørt fra den danske statsborger, som er anbragt på et militærhospital i Bahrains hovedstad Manama.

- Enten er han i en forfatning, som de ikke ønsker, vi skal kende til, eller også tvangsfodrer de ham.

- Jeg kan ikke se andre grunde til, hvorfor han ikke må se eller tale med nogen, siger fangens datter Maryam al-Khawaja til Ritzau.

Hun forklarer, at det seneste livstegn familien i Bahrain fik fra al-Khawaja var en telefonopringning lørdag.

- Han sagde, at han blev mishandlet af vagterne, og at han havde sagt, at hvis de fortsatte med at mishandle ham, ville han også stoppe med at drikke vand, forklarer Maryam al-Khawaja.

Søndag modtog familien besked om, at de havde tilladelse til at besøge den svækkede fange, som har sultestrejket i to måneder.

Men ved ankomsten til militærhospitalet blev de afvist.

Maryam al-Khawaja var ikke med hospitalet, da hun opholder sig i Danmark, men hun forventer, at hendes mor, søster og svoger vil fortsætte forsøgene på at komme i kontakt med al-Khawaja.

Søndag oplyste det statslige nyhedsbureau i Bahrain, at et højtstående juridisk råd havde afvist en anmodning fra Danmark om at udlevere al-Khawaja.

Udenrigsministeriet afviser dog at have modtaget en officiel afvisning og har derfor ikke reageret på meldingen. Det skuffer Maryam al-Khawaja.

- På nuværende tidspunkt skulle der være kommet en reaktion fra EU. Ikke kun på min fars sag, men også fordi myndighederne i Bahrain ikke gør, hvad de siger, forklarer hun.

- Myndighederne har lagt en officiel erklæring på deres hjemmeside, hvor de skriver, at de har afvist anmodningen.

- Og kongens rådgiver har skrevet på Twitter, at anmodningen er afvist, og at den danske ambassadør skal blande sig udenom landets interne anliggender, påpeger Maryam al-Khawaja.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere