Aung San Suu Kyis nye liv begynder den 23.

Aung San Suu Kyi og hendes parti sætter sig til rette i parlamentet i Myanmar 23. april

Aung San Suu Kyi skal starte på sin nye arbejdsplads - parlamentet i Myanmar - 23. april.

Hun og de øvrige fra partiet NLD, Den Nationale Demokratiliga, kommer til at sidde på 43 pladser ud af de 44, der var på valg ved det såkaldte suppleringsvalg i slutningen af marts.

Men selv om partiet vandt stort ved suppleringsvalget, kommer de 43 mandater dog ikke til at true det meget store flertal, som militærstyrets folk sidder på i parlamentet med 664 medlemmer.

Og Aung San Suu Kyi, demokratiforkæmper og Nobelpristager, sidder på et af NLD's mandater.

Valget har betydet, at ledere fra en række sydøstasiatiske lande mener, det er på tide at ophæve de internationale sanktioner mod Myanmar efter det historiske suppleringsvalg, som iagttagere betegner som indledningen på en ny æra for landet.

Det er blandt andet lederne fra Sammenslutningen af de Sydøstasiatiske Lande (Asean), der opfordrer til at droppe alle sanktioner mod Myanmar.

Aung San Suu Kyi er tidligere politisk fange. Og suppleringsvalget er blevet set som en test for, hvor langt Myanmars militær og nye civile regering er parat til at gå i det reformarbejde, som blev indledt i fjor.

Myanmars præsident, Thein Sein, som var general i den tidligere militærjunta, har overrasket omverdenen ved at gennemføre de mest dramatiske politiske reformer siden militæret magtovertagelse i 1962.

Inden for et år har regeringen løsladt hundredvis af politiske fanger, ført fredsforhandlinger med etniske oprørsgrupper og fjernet mediecensuren, samtidig med at fagforeninger er blevet tilladt.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere