Mubarak-spidser håber at genvinde magten

Mindst 16 stiller op ved Egyptens præsidentvalg. Mubaraks spionchef og premierminister er to af kandidaterne

Kandidaterne strømmer ind i kampen om at blive Egyptens næste præsident.

Få timer inden registreringen lukker søndag klokken 14, havde 16 officielt meldt sig som kandidater ved præsidentvalget. Her skal egypterne finde en efterfølger for Hosni Mubarak, som sidste år blev tvunget fra magten af et folkeligt oprør.

Blandt de kandidater, der foreløbig er registreret, er Amr Moussa, som er tidligere chef for Den Arabiske Liga, den ultrakonservative salafist Hazem Abu Ismail, Det Muslimske Broderskabs kandidat Khairat al-Shater og Mubaraks sidste premierminister, Ahmed Shafiq.

Den afsatte præsidents spionchef, Omar Suleiman, ventes også at blive klar med papirarbejdet, inden den officielle registrering lukker søndag klokken 14.

- Alene tanken om, at han stiller op, er formastelig. Han bør være i fængsel, siger demokratiforkæmper og aktivist Nawara Negm til nyhedsbureauet Reuters.

Det Muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet, der fik næsten halvdelen af stemmerne ved det nylige parlamentsvalg, har opstillet to kandidater af frygt for, at den ene bliver diskvalificeret.

Spidskandidaten Khairat al-Shater blev i 2007 kendt skyldig i at have givet militær træning til universitetsstuderende - en anklage, som han afviser. Han er ikke blevet benådet af de nye magthavere og risikerer, at hans kandidatur ikke godkendes.

Også den konservative Hazem Abu Ismail er i fare for at blive diskvalificeret fra valgkampen efter det er kommet frem, at hans mor har både egyptisk og amerikansk statsborgerskab - noget, som Ismail benægter.

Ifølge egyptisk lov må hverken en præsidentkandidat eller hans forældre have andet statsborgerskab end egyptisk.

Det er også usikkert hvorvidt Ayman Nour, der høstede stor international anerkendelse da han stillede op mod Mubarak i 2005, får lov at stille op. Det skyldes, at Mubarak-styret gav ham en dom for bedrageri, efter han havde udfordret den enevældige magthaver.

Valgkommissionen ventes at meddele senere, hvilke kandidater der eventuelt ikke får lov at stille op.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere