Aung Suu Kyi: Ny æra i Myanmar er indledt

Aung San Suu Kyis parti vinder 43 ud af 44 pladser ved et valg til parlamentet i Myanmar

Søndagens suppleringsvalg i Myanmar er indledningen til en ny æra i landet. Det spår oppositionsleder og demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi, hvis parti hævder at have vundet en jordskredssejr ved valget.

Aung San Suu Kyis politiske parti, Myanmars Nationale Liga for Demokrati (NLD), erklærer mandag, at det har vundet 43 ud af de 44 pladser, der var på valg til parlamentet i Myanmar.

- Vi håber, dette er indledningen til en ny æra, siger Aung umiddelbart efter, at resultaterne løb ind til partiets hovedkvarter.

- Vi vandt 43 ud af 44 pladser. Vi venter på resultatet i den sidste delstat, siger Kyi Toe, der er talsmand for NLD.

Trods den tilsyneladende klare sejr, slog Aung San Suu Kyi en forsonende tone an i sine første kommenterer til resultatet, som hun kalder "en sejr for folket".

- Det er usædvanligt, at medlemmer af mit parti er glade på dette tidspunkt efter et valg. Dette er ikke så meget en triumf for os. Dette er en triumf for folket, siger hun og fortsætter:

- Ord og handlinger, der kan skade eller gøre andre kede af det, må undgås fuldstændigt. Jeg vil bede alle medlemmer af partiet om at sikre, at folkets sejr bliver en værdig sejr.

Hvis valgsejren bliver bekræftet, vil det være en historisk sejr for oppositionslederen, der har været spærret inde af det tidligere militærstyre i størstedelen af de seneste 22 år.

Mandag morgen dansk tid er der endnu ingen officielle resultater af valget. Opgørelsen fra NLD kommer fra partiets egne valgtilforordnede. Det officielle resultat ventes offentliggjort i løbet af en uge.

Suppleringsvalget er set som en test for, hvor langt Myanmars militær og nye civile regering er parat til at gå i det reformarbejde, som blev indledt i fjor.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere