Anklager om voks på stemmesedler i Myanmar

En talsmand for oppositionspartiet i Myanmar hævder, at der er blevet fusket med valgets stemmesedler

Oppositionspartiet i Myanmar, National League for Democracy, klagede søndag over, at der er blevet manipuleret med stemmesedlerne ved landets skelsættende suppleringsvalg, hvor partiets leder, Aung San Suu Kyi, stiller op til parlamentet.

Nyan Win, der er talsmand for partiet, sagde søndag, at der har været udbredte klager over, at der er smurt en form for voks over afkrydsningsfeltet for Suu Kyis parti, som kan gnides af senere og derved annullere stemmen.

- Det her sker overalt i landet. Valgkommissionen er ansvarlig for, hvad der sker. Jeg har sendt et klagebrev til valgkommissionen. Hvis dette fortsætter, kan det skade hele valget, siger han til nyhedsbureauet AFP.

National League for Democracy kan ikke som sådan true det regerende partis majoritet ved søndagens valg, men en plads i parlamentet vil for første gang give oppositionslederen en chance for at sætte et præg på lovgivningen.

Valget tilbage i 2010, der blev vundet af det militære parti, blev skæmmet af udbredte klager om snyd og miseren med ekskluderingen af nobelpristageren og demokratiforkæmperen Suu Kyi, der blev løsladt fra syv års husarrest kort tid efter.

I optakten til søndagens suppleringsvalg har der været flere klager fra National League for Democracy om uregelmæssigheder i kampagnerne, herunder formodninger om intimidering af kandidaterne.

Suu Kyi sagde fredag, at afstemningen ikke kunne betragtes som "et ægte frit og fair valg".

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere