Putin langer ud efter opposition før valg

Vladimir Putin anklager sine modstander for undergrave præsidentvalget søndag, som han er favorit til at vinde

Oppositionen planlægger "beskidte trick" for at miskreditere resultatet af søndagens præsidentvalg. Det siger den russiske premierminister, Vladimir Putin, der står til at vinde valget.

Putin er normalt ikke bange for at kritisere sine modstandere i barske vendinger. Men for første gang i sine 12 år i russisk toppolitik anklager han sine modstandere for at planlægge voldelige handlinger.

- Det ser ud til, at der er oppositionelle, der søger en mulighed for at ofre sig, siger Putin i en tale til tilhængere på et plads tæt ved Kreml i Moskva.

Han antyder, at oppositionen ikke har noget imod dødsofre under en gadedemonstration, så skylden kan lægges på myndighederne.

- Det er den slags mennesker, vi har med at gøre. De er parat til at gøre alt, føjer han til.

Iagttagere vurderer, at Putin med talen og ordvalget har optrappet ordkrigen mod oppositionen kun fire dage før valget.

Øjensynlig er Putin og hans folk bange for, at en ung russer skal gentage det selvmord, som en ung tuneser begik i efteråret 2010 og som blev startskuddet til opstandene mod autoritære ledere i den arabiske verden.

Putin indledte ellers sin tale i et moderat toneleje og sagde, at mindretallets holdninger skal respekteres. Men at mindretallet også skal respektere flertallets beslutning.

Men derefter skærpede Putin tonen og udtrykte vrede over, at oppositionen allerede inden en eneste stemme er afgivet kalder valget for "ugyldig".

Han anklager desuden oppositionen for at lægge planer for at svindle med stemmeafgivningen på valgdagen. En anklage, som oppositionen fremførte mod Putin og hans parti Forenet Rusland efter parlamentsvalget i december.

Her kørte unge Putin-tilhængere rundt i busser og stemte flere steder ved hjælp af falske identitetskort. Noget som bidrog til, at Forenet Rusland bevarede flertallet i parlamentet.

Meningsmålinger tyder på, at Putin vinder præsidentvalget søndag med cirka 60 procent af stemmerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer