EU godkender Serbien som kandidatland

Serbien bliver kandidat til EU-medlemskab. Sveriges udenrigsminister siger tillykke.

Serbien bliver EU-kandidat. Det oplyser Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, på sin twitterkonto direkte fra europaministrenes møde i Bruxelles.

- Grønt lys for serbisk kanditatur. Skal bekræftes på EU-topmødet torsdag. Tillykke, skriver Bildt.

Forhandlingerne om at give Serbien formel status som EU-kandidat har trukket ud gennem flere måneder. Først var det Tyskland, der blokerede på grund af strid om forhold omkring Serbiens tidligere provins Kosovo.

Men på europaministrenes møde tirsdag i Bruxelles var det til det sidste Rumænien, der blokerede for at lukke Serbien ind i EU’s venteværelse med henvisning til problemer for det rumænsktalende mindretal, vlakerne, i grænseregionen mellem Serbien og Rumænien.

0 kommentarer
Vis kommentarer