Mitt Romney vinder vigtig hjemmesejr

Mitt Romney er tilbage i førersædet i det republikanske primærvalg efter tiltrængt dobbeltsejr

Mitt Romney, 64, var i strålende humør, da han dukkede op til sin sejrsfest i Novi i Michigan. (Foto: AP)
Mitt Romney, 64, var i strålende humør, da han dukkede op til sin sejrsfest i Novi i Michigan. (Foto: AP)

Rigmanden Mitt Romney kan løsne slipseknuden og ånde lettet op.

Trods et tæt opgør vinder den tidligere guvernør og forretningsmand republikanernes primærvalg i staten Michigan, oplyser amerikanske medier.

Mitt Romney får 41 procent af stemmerne, mens Rick Santorum må nøjes med 38 procent. Det er stillingen, efter at 99 procent af stemmesedlerne er talt op.

Rick Santorum, en stærkt religiøs eks-senator, var hurtigt ude og ønske rivalen til lykke med sejren og takke vælgerne for støtten.

– Jeg er så taknemmelig. Vi er i min konkurrents baghave og ingen troede på os. Men folk i Michigan stemte med hjertet og gav mig stor opbakning, siger han

Læs: Santorum havde en lumsk plan i Michigan

Mitt Romney er født og opvokset i Michigan, hvor faderen, George Romney, var populær guvernør i 1960'erne.

Et nederlag i Michigan ville derfor have været en ydmygelse, som kunne have knækket hans kamp for det republikanske præsidentkandidatur.

En glad Romney talte efterfølgende til tilhængerne ved en valgfest i Michigan.

– Vi vandt ikke stort. Men vi vandt, og det er det eneste, som tæller. Jeg elsker staten, og jeg ser jer alle som min familie, siger han fra podiet, hvor han er omgivet af konen Ann og resten af sin familie.

Læs: Romney tordner mod Obama i sejrstale

Forinden var Mitt Romney med 47 procent af stemmerne erklæret vinder af primærvalget i Arizona, hvor cirka hver fjerde republikanske vælger deler hans mormon-religion.

Mitt Romney har dermed sat en stopper for Santorums offensiv, som tidligere på måneden resulterede i sejre i Minnesota, Missouri og Colorado.

De to andre kandidater i nomineringsopgøret - den ultraliberale kongresmand Ron Paul og den tidligere kongresleder Newt Gingrich - blev distanceret i både Arizona og Michigan.

Læs: Romney dummer sig med sin rigdom

Michigan har 30 delegerede, der fordeles efter forholdstal, mens alle Arizonas 29 delegerede går til sejrherren. For at blive republikanernes præsidentkandidat skal der samles i alt 1144 delegerede.

Tirsdag den 6. marts - den såkaldte super-tirsdag - er der skæbnevalg i den republikanske nomineringsdyst, når vælgere i 10 delstater går til stemmeurnerne på én gang.

Vinderen af republikanernes primærvalg skal udfordre demokraten Barack Obama ved præsidentvalget i USA til november.

1 af 3 Vi vandt ikke stort. Men vi vandt, siger Romney til tilhængerne i Michigan. (Foto. AP)
2 af 3 Rick Santorum betegner nederlaget i Michigan som en sejr. (Foto: AP)
3 af 3 Mitt Romney, 64, var i strålende humør, da han dukkede op til sin sejrsfest i Novi i Michigan. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer