TV: Romney vinder hjemmesejr i Michigan

Rigmanden Mitt Romney har tirsdag aften amerikansk tid sikret sig en vigtig sejr på hjemmebanen i Michigan i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Rigmanden Mitt Romney har tirsdag aften amerikansk tid sikret sig en vigtig sejr på hjemmebanen i Michigan i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Den tidligere guvernør i Massachusetts har distanceret sin værste rival Rick Santorum. Det siger både CNN og NBC.

Der er tale om en forholdsvis tæt afgørelse. Med 71 procent af stemmerne optalt får Romney 41 procent af stemmerne, mens 37 procent af vælgerne har sat deres kryds ved Santorum.

SE TV-KLIP I VIDEOEN OVER ARTIKLEN

Der er 30 delegerede på spil i Michigan, men det står endnu ikke klart, hvor mange delegerede, hver af kandidaterne får. Michigan har et specielt valgsystem, hvor hver af de 14 distrikter uddeler to delegerede, mens den samlede vinder får de to resterende.

Mitt Romney var på hjemmebane i Michigan, hvor han er født og opvokset, og hvor faderen var populær guvernør.

LÆS OGSÅ: Mitt Romney vinder vigtig hjemmesejr

Derfor var der på forhånd spekuleret i, hvor store konsekvenser et nederlag her ville have for hans fremtidige kurs mod at blive Republikansk præsidentkandidat.

Tirsdag har der også været primærvalg i Arizona, og her har Romney også sikret sig sejren, viser en prognose som BBC har lavet. Det er helt som ventet, da en betydelig del af befolkningen i ørkenstaten deler hans Mormon-tro.

Med sejren i Arizona får Romney yderligere 29 delegerede og har i alt 156. Santorum er langt efter med 37 delegerede. For at blive Republikanernes præsidentkandidat skal der samles i alt 1144 delegerede.

Med sejrene får Romney sat en stopper for Santorums stime, som har givet ham sejre tidligere på måneden i Minnesota, Missouri og Colorado.

Både i Michigan og Arizona er de andre kandidater - Ron Paul og Newt Gingrich - blevet distanceret. De har hver opbakning fra omkring 10 procent af vælgerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer