Rusland: Putin undgår et ydmygende valg

Favoritten til at blive Ruslands præsident står til at få to ud af tre stemmer og slipper for anden valgrunde.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Ruslands nuværende premierminister, Vladimir Putin, ser ud til at slippe for at ryge ud i en ydmygende anden valgrunde i kampen om at blive Ruslands næste præsident.

I den sidste store meningsmåling forud for præsidentvalget den 4. marts står storfavoritten til at få to ud af tre stemmer. Dermed får han mere end halvdelen af stemmerne, som er påkrævet, hvis han vil undgå at skulle ud i anden valgrunde.

Tidligere meningsmålinger har også vist, at Putin uden større problemer vinder præsidentvalget allerede i første runde. I en måling for nylig stod han til at få godt 55 procent af stemmerne.

Her fik ingen af hans modkandidater mere end godt 10 procent.

Der har været store protester mod Putin. Mange russere er rasende over parlamentsvalget i december, hvor de mener, at der blev snydt for at give Putins parti og allierede flere stemmer.

Oppositionen, som forsøger at holde gang i utilfredshedens glød, har tidligere sagt, at dens demonstrationer mod Putin har fået op til 100.000 på gaden i Moskva.

Men også opbakningen til Putin er stor. Så sent som torsdag var omkring 90.000 mennesker samlet på Luzhniki-stadionet i Moskva, hvor Putin selv mødte på og talte til forsamlingen.

Forud for præsidentvalget har Vladimir Putin blandt andet offentliggjort sine planer for landets forsvar, hvor han vil bruge ikke mindre end 4340 milliarder over 10 år.

Samtidig har han sendt flere bredsider af sted mod verdenssamfundet og slået fast, at ingen skal blande sig i landets interne affærer.

0 kommentarer
Vis kommentarer