Thorning undlod Guantanamo-kritik af Obama

Helle Thorning-Schmidt ville ikke kritisere den manglende lukning af Guantanamo under sit besøg hos Obama.

Ikke et ord om Guantánamo. (Foto: AP)
Ikke et ord om Guantánamo. (Foto: AP)

- Danmark skal turde kritisere alle, der groft krænker menneskerettighederne eller overtræder konventioner - også når det er nære allierede.

Sådan står der i det fælles oplæg til en ny udenrigspolitik, som S, R og SF fremlagde i valgkampen.

Læs også: Obama og Thorning udvesklede børnetip

Men da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag besøgte USA's præsident Barack Obama i Det Hvide Hus, undlod hun at kritisere, at USA efter ti år fortsat har fanger på Guantanamo-basen.

Amnesty International kalder ellers fangelejren for 'en alvorlig trussel mod de universelle menneskerettigheder'.

Da Barack Obama kæmpede for at blive præsident, beskrev han Guantanamo som et 'sørgeligt kapitel i den amerikanske historie' og lovede at lukke den i 2009, men det er endnu ikke sket.

Ifølge Amnesty befinder der sig fortsat omkring 170 fanger i lejren, heraf har 12 været i lejren i alle ti år, siden den blev oprettet.

Thorning: Ingen grund til at kritisere Obama
Amnesty begrunder blandt andet kritikken med, at en del af dem reelt har oplevet at sidde fanget uden anklage og retssag på ubestemt tid.

Helle Thorning-Schmidt mener dog ikke, der er grund til at kritisere verdens mægtigste statsleder, for at han ikke forlængst har lukket den omstridte fangelejr.

- Selvfølgelig er det et problem, at vi stadig har Guantanomo, men Obama har forsøgt at tage nogle skridt i den rigtige retning.

- Han har forsøgt at skabe en ny retstilstand for fangerne og få nogle af dem væk fra Guantanamo, men han bliver blokeret politisk også i USA, siger Helle Thorning-Schmidt.

Statsministeren afviser, at hun kryber uden om at tale Obama midt i mod.

- Vi skal ikke holde os tilbage fra at kritisere, og tror jeg heller ikke, at der vil gå skår i venskabet, hvis vi gav kritik. Men jeg er egentlig i tvivl om, hvad vi skulle kritisere amerikanerne for i denne tid.

- Når der er forsøgt med en ny retstilstand for fangerne på Guantanamo, så synes jeg egentligt, at det vil være en underlig brug af min tid herovre, hvis vi fandt andre ting bare for at kritisere, siger Helle Thorning-Schmidt.

0 kommentarer
Vis kommentarer