Betalingsringen koster regeringen stemmer

Regeringens vælgertilslutning fortsætter med at dale drastisk, viser ny meningsmåling.

Balladen om betalingsringen koster den i forvejen pressede regering endnu flere stemmer.

En meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at vælgertilslutningen til S og SF er faldet væsentligt efter regeringens beslutning om at lægge den omstridte betalingsring i graven.

Meningsmålingen er foretaget i perioden 22.-26. februar, altså efter statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) udmelding om, at regeringen i stedet vil satse på billigere offentlig transport.

Betalingsringen var ellers en af SF's mærkesager, og statsministeren har ved flere lejligheder garanteret, at ringen ville blive en realitet.

I den seneste meningsmåling står Socialdemokraterne til 21,5 procent af stemmerne, hvilket svarer til 38 mandater.

Det er seks færre mandater end ved folketingsvalget i september sidste år - og alene siden seneste Voxmetermåling i starten af februar er partiet gået tre mandater tilbage.

Lige så skidt ser det ud for SF, der i den nyeste måling står til at kunne indtage 11 pladser i folketingssalen, svarende til 6,5 procent af stemmerne. Det er et fald på fem mandater siden valget i september.

De Radikale holder til gengæld på de 17 mandater, de blev tildelt ved sidste folketingsvalg, mens Enhedslisten går en smule frem.

I alt kan den røde blok hente 80 mandater, mens blå blok med Venstre i spidsen står til at kunne overtage regeringsmagten med 95 mandater, hvis der var valg nu.

Venstre alene står til hele 60 mandater, hvilket er en massiv fremgang på 13 mandater mere end ved folketingsvalget sidste år.

De Konservative fortsætter til gengæld med at miste vælgere, mens både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ligger nogenlunde stabilt.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer