Obama får tæsk for koran-undskyldning

Den republikanske præsidentkandidat Newt Gingrich mener ikke, at Obama skulle have undskyldt for koran-afbrænding i Afghanistan

Koran-afbrændingen udløste voldsomme protester i Afghanistans hovedstad Kabul. (Foto: AP)
Koran-afbrændingen udløste voldsomme protester i Afghanistans hovedstad Kabul. (Foto: AP)

Barack Obama har svigtet USA ved at undskylde over for den afghanske præsident, at amerikanske soldater har brændt koranen af på en base i Afghanistan.

Det siger den republikanske præsidentkandidat Newt Gingrich, som fører valgkamp i Spokane, Washington, fredag.

- Han undskylder hele tiden over for mennesker, der ikke har fortjent en undskyldning fra den amerikanske præsident, siger Gingrich og betegner koranen som ’yderligtgående islamisk materiale’.

Obama sendte tidligere på ugen et brev til Afghanistans præsident Hamid Karzai, hvor han udtrykte ’dyb beklagelse’ over episoden, hvor amerikanske soldater satte ild til flere eksemplarer af koranen på Bagram-basen nord for Kabul.

- Jeg undskylder oprigtigt over for dig og det afghanske folk, skrev Obama blandt andet i brevet, hvor han understregede, at episoden ikke var overlagt.

Koran-afbrændingen udløste tre dages voldsomme protester i Afghanistan, hvor mindst 12 demonstranter er blevet dræbt. Desuden blev to amerikanske soldater dræbt, da en afghansk soldat åbnede ild.

Selv om det er sjældent, at amerikanske præsidenter undskylder over for en anden nation, er det sket før. Præsident George W. Bush sagde undskyld til den irakiske præsident Nouri Maliki, efter at amerikanske soldater havde affyret skud gennem en koran i 2008. Bush undskyldte også over for irakerne efter tortur-skandalen i Abu Ghraib-fængslet.

1 af 3 Newt Gingrich, en republikansk præsidentkandidat, mener ikke, at en amerikansk præsident bør sige undskyld til afghanerne. (Foto: Benjamin Kürstein)
2 af 3 Obama er ikke den første præsident, som siger undskyld for, at amerikanske soldater skænder muslimernes hellige bog. Det gjorde præsident Bush også. (Foto: AP)
3 af 3 Koran-afbrændingen udløste voldsomme protester i Afghanistans hovedstad Kabul. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer