Sarah Palin parat til at kuppe valget

Hvis hverken Mitt Romney eller Rick Santorum kan samle opbakning som republikanernes præsidentkandidat, står Sarah Palin klar i kulissen

Sarah Palin, der er en stjerne på den amerikanske højrefløj, har endnu ikke opgivet drømmen om Det Hvide Hus. (Foto: AP)
Sarah Palin, der er en stjerne på den amerikanske højrefløj, har endnu ikke opgivet drømmen om Det Hvide Hus. (Foto: AP)

Sarah Palin mener ikke, det er for sent at blande sig i det amerikanske præsidentvalg.

Det tidligere Alaska-guvernør siger, at hun er parat til at udfordre Barack Obama ved valget til november, hvis ingen af de fire republikanske kandidater kan mønstre den fornødne gejst og opbakning.

– Entusiasmen for de nuværende kandidater er lav, og hvis ingen har sikret sig nomineringen om nogle måneder, så må vi se på situationen med friske øjne, siger Palin til FOX Business Network.

Læs: Santorum hårdt presset i tv-debat

Sarah Palin mener, at den lunkne støtte til Mitt Romney, Rick Santorum, Newt Gingrich og Ron Paul kan fremtvinge en situation, hvor en helt ny kandidat bliver bragt i spil for at samle partiet.

– Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe, siger hun om situationen, hvor ingen af kandidaterne har nok delegerede til at sikre sig partinomineringen på konventet i Tampa, Florida, 27. august.

Afgøres ved studehandel
Det republikanske konvent har til formål at udpege en vinder og samle partiet bag kandidaten. Men hvis ingen af kandidaterne har fået det krævede antal delegerede, kan der blive tale om en såkaldt ' brokerede convention', hvor der åbnes op for studehandler og helt nye kandidater kan dukke op.

Sarah Palin, New Jersey-guvernør Chris Christie og Indiana-guvernør Mitch Daniels har blandt andre været nævnt som mulige kompromiskandidater.

Læs: Obamas formkurve på vej op

Palin skuffede sine tilhængere, da hun i oktober meddelte, at hun ikke ville deltage i det republikanske nomineringskapløb. Hun har endnu ikke støttet en kandidat, men forsømmer aldrig en lejlighed for at kritisere den midtersøgende Mitt Romney.

Supertirsdag nærmer sig
Romney, tidligere guvernør i Massachusetts, har foreløbig vundet flest delegerede i nomineringsopgøret med sejre i New Hampshire, Florida og Nevada. Men højrereligiøse Rick Santorum har blandet sig i striden med en tredobbelt sejr i Minnesota, Missouri og Colorado tidligere på måneden.

Den næste store valgdag finder sted i Arizona og Michigan den 28. februar. Derefter følger supertirsdag den 6. marts, hvor republikanske vælgere i 10 delstater stemmer på én gang.

Det kræver 1144 delegerede for at vinde nomineringen og blive republikanernes modkandidat til Barack Obama.

1 af 3 Mitt Romney anses stadig for at være favorit til at vinde det republikanske præsidentkandidatur, men han har svært ved at overbevise partiets højrefløj. (Foto: AP)
2 af 3 New Jersey-guvernør Chris Christie har været på tale som Barack Obamas udfordrer. (Foto: AP)
3 af 3 Sarah Palin, der er en stjerne på den amerikanske højrefløj, har endnu ikke opgivet drømmen om Det Hvide Hus. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer