Pakistanske politikere forbyder hustruvold

Pakistanske mænd kan nu komme i fængsel eller få bøde, hvis de er voldelige over for børn eller kvinder

Vold mod børn og kvinder i hjemmet kan i fremtiden koste pakistanere seks måneders fængsel og en bøde på mindst 6000 kroner.

Overhuset i Pakistan har mandag enstemmigt vedtaget en lov, som gør op med vold mod børn og kvinder. Loven beskytter også adopterede børn - og ansatte og medarbejdere, der er ansat i et privat hjem.

Loven træder i kraft, når præsident Asif Ali Zardari underskriver den. Parlamentet og underhuset vedtog loven allerede i august 2009.

Den beskriver vold i hjemmet som fysiske, seksuelle og psykiske overgreb, brug af tvang, voldsom chikane, tort, indespærring samt blokering af adgang til økonomiske midler.

Tidligere kunne politiet ikke tage affære, hvis en mand bankede sin kone eller sit barn. Det blev nemlig set som en privat sag.

Ifølge menneskeretsgrupper i landet bliver kvinder udsat for alvorlig diskriminering, vold og æresdrab, hvis de har skadet familiens ære.

TrustLaw for Women-rapporten, som er udarbejdet af Thomson Reuters Foundation, placerede sidste år Pakistan som det tredje farligste land i verden at være kvinde i.

TrustLaw bad 123 eksperter i ligestillingsspørgsmål fra fem kontinenter om at lave en liste over de lande i verden, der generelt var mest farlige, ligesom de også skulle forholde sig til seks risici.

Flere end 1000 kvinder og piger er hvert år ofre for "æresdrab" ifølge Pakistans Menneskerettighedskommission. Og 90 procent af kvinderne i Pakistan udsættes for vold i hjemmet.

0 kommentarer
Vis kommentarer