Thorning til kamp mod atomterrorisme

Danmarks statsminister for første gang til topmøde om nuklear sikkerhed med en lang række af verdens ledere

Danmark deltager for første gang i et topmøde om nuklear sikkerhed, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i næste måned rejser til Seoul.

Her samles en lang række af verdens ledere den 26. og 27 marts til "Nuclear Security Summit" i kampen mod den såkaldte nuklear-terrorisme - hvor terrorister benytter atomvåben eller angriber atomkraftværker.

Topmødet om nuklear sikkerhed har til formål at fremme det internationale samarbejde for at sikre verden mod truslen fra nuklear terrorisme.

Det er led i en international proces, som USA's præsident, Barack Obama, indledte i Washington D.C. i 2010. Dengang udtalte han, at nuklear terrorisme er den mest seriøse trussel mod den internationale sikkerhed.

Processen omfatter cirka 50 af verdens lande samt EU og FN.

I forbindelse med topmødet ventes statsministeren også at aflægge besøg ved den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.

0 kommentarer
Vis kommentarer