Iran holder militærmanøvrer ved atomanlæg

Netop som FN's atominspektører er kommet til Iran, skærper militæret luftforsvaret ved landets atomanlæg

Irans militær oplyser mandag, at det har iværksat fire dages manøvrer med det formål at forbedre luftforsvaret omkring atomanlæggene i den sydlige del af landet.

- Disse øvelser skal forstærke den samlede effekt af landets antiluftforsvar, hedder det i en erklæring fra militærbasen Katem-ol-Anbia, der koordinerer Irans antiluft- og ballistiske missilsystemer.

Erklæringen omtales af det officielle nyhedsbureau IRNA.

Den kommer, netop som inspektører fra FN's atomenergiagentur i hovedstaden Teheran har drøftelser om Irans formodede atomprogram, der har skabt stor bekymring i Vesten og i Israel.

Manøvrerne falder også sammen med voksende spekulationer om, at Israel overvejer luftangreb på de iranske atomare anlæg.

0 kommentarer
Vis kommentarer