Rick Santorum indhenter rigmanden Romney

Ifølge meningsmåling bliver primærvalget i Michigan et tæt opgør mellem Rick Santorum og Mitt Romney

Mitt Romney (tv.) må se sig overhalet af den stærkt religiøse Rock Santorum i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat. (Foto: AP)
Mitt Romney (tv.) må se sig overhalet af den stærkt religiøse Rock Santorum i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat. (Foto: AP)

Rick Santorum og Mitt Romney ligger stort set side om side i meningsmålingerne forud for Republikanernes primærvalg i Michigan den 28. februar. En enkelt måling viser dog et meget stor forspring til Santorum.

De mere konservative vælgere foretrækker Santorum frem for Romney, der er favorit til at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat og udfordrer til præsident Barack Obama ved valget til november.

Romney, der i modsætning til Santorum har en stor organisation bag sig og masser af penge til at føre valgkampagne for, tabte sensationelt til Santorum i delstaterne Colorado, Minnesota og Missouri i sidste uge.

Og ifølge de seneste meningsmålinger kan Santorum muligvis gentage bedriften i Michigan.

En national måling fra Pew Research Center giver Santorum en føring på to procentpoint, mens en ligeledes landsdækkende Gallup-måling giver et tilsvarende forspring til Romney.

Romney 15 point bagud i sin fødestat
Gallup har samtidig lavet en meningsmåling udelukkende i Michigan, og her fører Santorum med hele 15 procentpoint ned til Romney, der er født i delstaten.

- Det er en reel trussel til det indtryk, Romney gav for et par uger siden.

- Her forsøgte han at fremstille det som en uundgåelighed, at han bliver sit partis kandidat, siger underviser Christopher Arterton fra George Washington University i en kommentar til målingerne.

Ifølge Gallups nationale måling står Romney til 32 procent af stemmerne mod 30 procent til Santorum. I målingen fra Pew Research ligger Santorum til 30 procent og Romney til 28 procent.

Men den mest bekymrende rundspørge for Romney er Gallup-målingen i Michigan. Her fører Santorum med 38 procent mod kun 23 procent til Romney.

For bare en uge siden havde Romney en tilsvarende stor føring. Arizona holder også primærvalg den 28. februar, men både Romney og Santorum har valgt stort set udelukkende at føre valgkamp i Michigan.

0 kommentarer
Vis kommentarer