Rick Santorum tromler forbi Romney

Det republikanske primærvalg ligner nu et opgør mellem rivalerne Rick Santorum og Mitt Romney

Rick Santorum fører feltet af republikanske kandidater foran Mitt Romney, Newt Gingrich og Ron Paul. (Foto: AP)
Rick Santorum fører feltet af republikanske kandidater foran Mitt Romney, Newt Gingrich og Ron Paul. (Foto: AP)

Den højrereligiøse ekssenator Rick Santorum har overraskende overtaget førertrøjen i det republikanske primærvalg fra rigmanden Mitt Romney.

To nye meningsmålinger viser, at Rick Santorum er ny favorit til at blive republikanernes modkandidat til demokraten Barack Obama ved præsidentvalget i USA i november.

Santorum får ifølge en måling fra Pew Research Center 30 procent af stemmerne på landsplan, mens Mitt Romney må nøjes med 28 procent.

En måling foretaget for avisen New York Times viser nøjagtig samme tendens - og må udløse nervøse trækninger hos Romney-kampagnen, der både har flere penge og en bedre organisation end rivalen.

Læs: Santorum kæmper mod homovielser

Mitt Romney, en tidligere guvernør, blev længe opfattet som partiets spidskandidat, men det ændrede sig, da Santorum sensationelt vandt afstemningerne i staterne Missouri, Minnesota og Colorado.

Den næste store valgdag i nomineringskapløbet finder sted i staterne Arizona og Michigan den 28. februar. En Gallup-måling i Michigan giver Santorum et forspring på hele 15 procentpoint ned til Romney, der ellers er født i delstaten.

Godt nyt til Obama
En lang og beskidt valgkamp mellem Romney og Santorum er en fordel for præsident Obama, der kan se til fra sidelinjen. Samtidig drager den siddende præsident fordel af en forbedret økonomi i USA, viser tallene fra Pew Research Center.

Ifølge målingen ville Barack Obama besejre Romney med otte procentpoint (52-44) og Santorum med 10 procentpoint (53-43), hvis der var valg i dag. Der er endnu knap ni måneder til præsidentvalget i USA den 6. november.

1 af 3 Rick Santorum, en tidligere senator fra Pennsylvania, appellerer til partiets højrefløj. (Foto: AP)
2 af 3 Mitt Romney, en tidligere guvernør i Massachusetts, har både flere penge og en bedre organisation end rivalen. (Foto: AP)
3 af 3 Rick Santorum fører feltet af republikanske kandidater foran Mitt Romney, Newt Gingrich og Ron Paul. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer