Fogh tager mundkurv på i sag om fangetal

Statsministeren under Irak-krigen, Anders Fogh Rasmussen, holder mund med sin viden om fangetal i Irak.

Foto: AP/Virginia Mayo
Foto: AP/Virginia Mayo

Anders Fogh Rasmussen (V), som var statsminister under Irak-krigen, vil ikke fedtes ind i den aktuelle sag om, hvor mange fanger, der blev pågrebet af danske soldater.

Fogh, som i dag er generalsekretær i Nato, vil ikke kommentere noget som helst, der har med dansk politik at gøre, oplyser hans pressekontakt. Det er et princip. Fogh vil ikke være en del af den danske politiske diskussion, lyder forklaringen.

Den tidligere statsminister vil dog gerne stille op til afhøring, hvis han bliver indkaldt af den kommission, som skal granske Danmarks deltagelse i krigen i Irak fra 2003.

Læs også:

Se også: Hærchef løj om antallet af fanger i Irak

Antallet af pågrebne fanger i Irak er blevet højaktuelt, efter at Politiken har skrevet, at højtstående militærfolk bevidst kraftigt underdrev antallet af fanger, når Folketinget skulle informeres.

Mens tallet var mindst 500, så fik Folketinget tallet 198.

Generalmajor Henrik Røboe Dam, som i dag er chef for Flyvertaktisk Kommando, siger til Politiken, at der var "stor variation" i opgørelsen over tilfangetagne irakere.

- Variationen gik dog ikke fra 200 til 500, som jeg erindrer det, siger han.

Læs også:

Se også: Løgn bombarderer generals drøm om topjob

Lige som Fogh ønsker Henrik Røboe Dam ikke over for Ritzau at udtale sig om opgørelsen. Men kommunikationsmedarbejder Lars Skjoldan fra Flyvertaktisk Kommando siger, at tallet er gået op og ned med få personer.

- Der var en lille variation i de her tal. Først var tallet 195, så var det 198. Men vi vil helst ikke give flere tal. Nu skal kommissionen kigge på det, så den endelige sandhed kan komme frem, siger han.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup peger på, at der kan være forskellige opfattelser af, hvad "en tilbageholdt" er. Nogle kan være tilbageholdt i 10 minutter, mens andre er det i flere dage.

0 kommentarer
Vis kommentarer