Grækenland: Tålmodigheden snart opbrugt

EU strammer tonen over for Grækenland og er ved at miste tålmodigheden med landet, vurderer EU-ekspert.

Foto: Kostas Tsironis/AP
Foto: Kostas Tsironis/AP

EU har for alvor sat tommelskruerne på Grækenland nu. Det skyldes blandt andet, at man ikke længere har så stor frygt for, at et græsk kollaps vil sprede sig til andre lande i eurozonen og EU-området. Det vurderer EU-ekspert Marlene Wind, Københavns Universitet.

Grækerne er tæt på at være nået til enighed om store sparekrav for at imødekomme EU. Men der er stadig internt tovtrækkeri mellem grækerne - og EU-systemet har ikke travlt med at få udbetalt støttemidlerne til Grækenland.

Foreløbig er landet stillet over for en række krav, der skal opfyldes, inden midlerne kan udbetales.

Blandt andet skal spareplanen godkendes i det græske parlament, og politikerne skal give klart håndslag på, at besparelserne vil blive gennemført - også efter et nyvalg.

- Der er sket et skred. Fra EU's side skruer man bissen på, og det er tegn på, at man er ved at miste tålmodigheden med grækerne, mener Marlene Wind.

Hvor man indtil for få måneder siden anstrengte sig for at være diplomatisk over for Grækenland, så er situationen nu en anden.

- Der er ingen tolerance over for Grækenland. Man står hårdere på kravene fra EU's side, siger Marlene Wind.

Det kan blandt andet skyldes, at markederne nu i højere grad end før ser Grækenland som et helt særligt tilfælde. De andre sydeuropæiske lande har udviklet sig bedre i forhold til EU's krav, og samtidig er der kommet en stærk økonomisk 'brandmur' i form af EU-støttefonde, der kan støtte landene fremadrettet.

Dermed er det heller ikke helt så afgørende som før, at man får reddet Grækenlands økonomi, lyder vurderingen fra Marlene Wind.

Hun mener også, at EU er nødt til at stå hårdt på sine krav, fordi man ellers kan underminere de krav, som trods alt stadig stilles til en række andre lande i gældsproblemer.

Fra eurolandenes side overvejer man at indføre en særlig konto, så der kan holdes tæt kontrol med de udbetalte midler. Det ser Marlene Wind som endnu et tegn på, at man går mere og mere ned i detaljen med kontrol og styring af Grækenland.

0 kommentarer
Vis kommentarer