Grækenland holder eurolande på pinebænken

Græske politikeres møde om barsk sparepakke trækker ud. Imens tripper EU utålmodigt på sidelinjen

Partilederne i den græske koalitionsregering var først på aftenen onsdag samlet i premierminister Lucas Papademos' bolig til de endelige forhandlinger, der skal hindre en græsk statsbankerot.

Den socialistiske, den konservative og den højreorienterede partileder skal nå til enighed om at skære i mindstelønnen og pensionerne samt nedlægge omkring 15.000 job i den offentlige sektor.

Ifølge græsk presse skal der blandt andet skæres 22 procent af mindstelønnen, som i dag er på 750 euro (ca. 5600 kroner) månedligt. Desuden vil mange pensioner blive sænket med 15 procent.

Besparelserne er et krav fra den såkaldte trojka, der består af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond (IMF), som betingelse for en ny hjælpepakke.

Hvis de græske politikere ikke kan enes om sparepakken, truer EU med et blokere for redningspakken på 130 milliarder euro (966 milliarder kroner). Det vil betyde en statsbankerot allerede i næste måned.

Hvis en aftale falder på plads, præsenterer finansminister Evangelos Venezielos den for sine kolleger i eurozonen på et møde torsdag, hvorefter det græske parlament skal godkende den ved en afstemning senest søndag.

Eurogruppens chef, Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, har indkaldt finansministrene til møde torsdag klokken 18 for at drøfte Grækenland, oplyser en embedsmand.

Siden søndag er forhandlingerne gang på gang blevet udskudt. Flere EU-ledere, blandt andet den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har udtrykt utilfredshed med de mange forsinkelser fra græsk side.

Hollands premierminister, Mark Rutte, sagde, at eurozonen fint kan leve uden Grækenland, hvis landet ikke holder sin del af aftalen.

Sideløbende forhandler Grækenland med banker og andre private kreditorer om et andet europæisk krav om at halvere værdien af græske statsobligationer.

0 kommentarer
Vis kommentarer