Ni euro-lande er parate til tobinskat

Ni lande slutter op bag skat på finansielle transaktioner, som skal behandles på topmøde

Frankrigs finansminister, François Baroin, signalerede på tirsdag, at ni eurolande er parate til at gå videre og indføre en skat på finansielle transaktioner.

I et brev til det danske EU-formandskab anmoder landene om, at forslaget skal tages op til behandling på det næste EU-topmøde.

Storbritannien er stærk modstander af en sådan, som præsident Nicolas Sarkozy har været stærk talsmand for. Han siger, at skatten på finansielle transaktioner i Frankrig skal være på 0,1 procent fra august.

De ni lande er Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Brevet er underskrevet af den italienske premierminister, Mario Monti, og finansministrene fra de otte andre lande.

Det franske forslag om en EU-skat på finansielle transaktioner og værdipapirer, den såkaldte tobinskat, er stødt på voldsom modstand i London.

- Bare det at overveje det på et tidspunkt, hvor vi kæmper med at få vores økonomier til at vokse igen, er ganske enkelt vanvid, lød det fra David Cameron, den britiske premierminister, i sidste måned.

/ritzau/AFP

0 kommentarer
Vis kommentarer