Sverige lufter en pensionsalder på 75 år

Pensionssystemet er ikke trylleri, mener Sveriges statsminister. Han åbner for, at vi arbejder til vi er 75 år

Den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, åbner nu muligheden for et arbejdsliv, der skal strække sig helt til man fylder 75 år.

I et interview med avisen Dagens Nyheter lufter Sveriges borgerlige statsminister ideen om at hæve pensionsalderen til 75 år.

Netop pensionsalderen bliver et af de emner, som de nordiske og baltiske statsministre samt den britiske premierminister skal drøfte i Stockholm onsdag og torsdag.

Drøftelserne kommer til at handle om, hvordan ældre kan blive længere på arbejdsmarkedet.

Hvert andet barn, der fødes i Norden, ventes at leve i 100 år. Ifølge Reinfeldt vil det give forandringer, som hverken borgere eller politikere endnu har fattet omfanget af.

- For at kunne holde ud på arbejdsmarkedet helt til man er 75 år, bliver det måske nødvendigt at skifte karriere, siger Reinfeldt.

Han åbner samtidig for, at man kan modtage studiestøtte, selv om man er fyldt 54 år. Der er i hvert fald mulighed for at se på det, siger han i interviewet.

Fredrik Reinfeldt mener, at 55-årige bliver betydeligt mere attraktive på arbejdsmarkedet, hvis arbejdsgiveren har forventninger om, at de vil fortsætte med at arbejde i 20 år mere.

Desuden må folk forberede sig på at forsørge sig selv i flere år, end det er tilfældet i dag.

- Pensionssystemet er ikke trylleri. Det er en velfærdsambition, der bygger på en væsentlig fordeling og i bund og grund på folks eget arbejde.

- Hvis mennesker tror, at vi kan leve stadig længere og forkorte vores arbejdsliv, bliver pensionen mindre. Og så er det spørgsmålet, om folk er parate til det? Det tror jeg i vid udstrækning ikke, at folk er, siger den svenske statsminister i interviewet.

0 kommentarer
Vis kommentarer