Græske gældsforhandlinger bar ikke frugt

Der er endnu ingen løsning på den græske gældskrise. De politiske forhandlere fortsætter igen i morgen

De tilspidsede forhandlinger i Grækenlands samlingsregering om landets dybe gældskrise og de nødvendige økonomiske reformer kom ikke i mål søndag.

De fortsætter i stedet igen mandag, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

- Vi fortsætter i morgen, fortæller George Karatzaferis fra højrefløjspartiet Laos søndag til journalister i Athen.

Men timeglasset er ved at rinde ud for Grækenland i forsøget på at lande en aftale om en gældseftergivelse med sine utålmodige kreditorer.

Eurogruppens chef, Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, har tidligere søndag øget presset på regeringen i Athen.

For hvis grækerne ikke opper sig og får gennemført de nødvendige nedskæringer og reformer, så kan de ikke længere forvente solidariske, økonomiske håndsrækninger fra de andre eurolande.

Det siger Juncker til det tyske nyhedsmagasin Spiegel og udelukker dermed ikke længere en græsk statsbankerot.

- Hvis vi må konstatere, at alt går galt i Grækenland, så vil der ikke komme et nyt hjælpeprogram, og det vil så betyde, at der kommer en konkursbegæring i marts, siger chefen for de 17 eurolande i interviewet.

Juncker understreger, at han fremsætter truslen i håb om, at alene risikoen for en statsbankerot kan give grækerne de nødvendige "muskler, dér hvor de for øjeblikket udviser noget lammelse".

Han presser blandt andet på for, at flere græske statsselskaber skal privatiseres og siger, at den græske regering på dette område langtfra har levet op til de løfter, den har afgivet for at få fingre i milliardstore hjælpepakker fra EU.

Den græske premierminister, Lucas Papademos, og hans finansminister, Evangelos Venizelos, ved, at det brænder på.

- Dette øjeblik er meget afgørende. Alt skal være på plads i morgen aften. Vi balancerer på en knivsæg, sagde Venizelos lørdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han presser på for nye hårde nedskæringer, som ifølge græske fagforeninger blandt andet kan betyde, at op imod 150.000 statsansatte mister deres job inden 2015.

0 kommentarer
Vis kommentarer