Tsunami-overlever bliver finsk præsident

En konservativ eurotilhænger bryder socialdemokraternes dominans og bliver Finlands 12. præsident.

Den proeuropæiske storfavorit Sauli Niinistö har vundet søndagens præsidentvalg i Finland, og hans grønne modkandidat, Pekka Haavisto, har ønsket ham tillykke med sejren.

Den tidligere finansminister Niinistö, som er politisk veteran i det konservative Samlingsparti, høster 62,6 procent af stemmerne i sin valgtriumf, der beskrives som en "jordskredssejr".

- Det var bedre, end jeg havde regnet med, lød det på valgaftenen fra den begejstrede hovedperson, som lover at være "hele Finlands præsident".

Modkandidaten, den tidligere udviklings- og miljøminister Pekka Haavisto fra De Grønne, må nøjes med 37,4 procent.

Begge er euro-tilhængere, og derfor kan den finske regering ånde lettet op:

De får ikke en euroskeptisk præsident til at ånde dem i nakken og presse på for at tage et hårdere standpunkt mod EU-hjælpepakker til gældsplagede lande.

Det blev anset fra starten som en noget nær umulig opgave for Haavisto at slå den vellidte Niinistö, som er uddannet jurist.

Han mistede sin kone i en tragisk trafikulykke i 1995, og ni år senere undslap han kun med nød og næppe den dødbringende flodbølge i Thailand ved at klatre op i et træ med sin søn.

Han bliver nu Finlands 12. præsident, og det er første gang i 55 år, at Samlingspartiet indtager præsidentembedet og første gang i 30 år, at den finske statschef ikke er socialdemokrat.

Den nye præsident afløser den populære Tarja Halonen, som ikke kan genopstille efter to embedsperioder. Hun var landets første kvindelige præsident.

Niinistö tiltræder 1. marts. Første statsbesøg går traditionen tro til nabolandet Sverige.

0 kommentarer
Vis kommentarer