Romney efter sejr: Obama burde undskylde

Republikaneren Mitt Romney har rettet skytset mod Obama efter sejr i Nevada. Gingrich vil blive i kampen

(Foto: Gerald Herbert/AP)
(Foto: Gerald Herbert/AP)

Mitt Romney føler sig efter sin sejr natten til søndag dansk tid så sikker på at blive republikanernes næste præsidentkandidat, at han har rettet skytset mod USA's nuværende præsident Barack Obama.

I en tale til sine støtter undgik han at tale om sine konkurrenter og sagde i stedet om Obama:

- Han burde undskylde over for USA.

- Vi vil ikke sætte vores lid til en mand, som siger, at situationen i landet kan forværres. For det, der kendetegner os som amerikanere, er, at vi tror på, at tingene bliver bedre. Og det kendetegner min kampagne, sagde han.

Romney takkede sine støtter og gjorde det klart, at der nu er fokus på at vælte Obama ved præsidentvalget i november.

- I ved, at fremtiden bør være lysere. Den er bedre end et enormt underskud og en masse brudte løfter. Og et fejlslagent lederskab fra en enkelt mand, sagde Romney.

- Det handler ikke bare om at fjerne en leder - det handler om at redde USA's sjæl. Vi vil beholde de ting, som har gjort USA til så godt et sted at leve.

Den selvsikre tale fra Romney kommer efter afstemningen i Nevada, hvor han har vundet med stor afstand til sin værste konkurrent Newt Gingrich.

Trods nederlaget forsikrer Gingrich dog om, at han fortsat vil være at finde i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat.

Han tror nemlig stadig på sin chance for at stå som sejrherre, når primærvalgene afsluttes.

- Flertallet af landets republikanere ønsker et alternativ til en moderat fra Massachusetts, siger Gingrich med henvisning til Mitt Romneys fortid som guvernør i Massachusetts.

0 kommentarer
Vis kommentarer