Danmark er ikke klar til næste skybrud

Sommerens skybrud over København kostede knap 5 mia. kr. De danske byer er slet ikke rustet til næste gang, himlen åbner sig, advarer forsikringsbranchen

Frederiksberg ved Forum, 2. juli 2011. (Læserfoto)
Frederiksberg ved Forum, 2. juli 2011. (Læserfoto)

Danmark har næppe set det sidste voldsomme skybrud - alligevel er langt de fleste kommuner elendigt forberedt.

- København fik et stort wake-up-call ved skybruddet, siger Torben Weiss Garne, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension, til ekstrabladet.dk.

I alt er skaderne efter det københavnske skybrud 2. juli 2011 opgjort til mellem fire og fem mia. kroner, siger han.

Se læsernes billeder fra skybruddet i København

Sammen med ingeniørfirmaet Alectia står Forsikring & Pension bag en konference i Folketinget i dag, der skal forberede Danmark på næste gang en syndflod rammer landet.

Og Torben Weiss Garne er ikke i tvivl om, hvad Christiansborg bør gøre som det første:

- Politikerne på Christiansborg bør tvinge kommunerne til at teste beredskabet.

Og problemet er presserende, erkender miljøminister Ida Auken (SF).

- Det er helt klart, at det er meget dyrere at rydde op end at tilpasse. Derfor kræver vi også nu, at kommunerne har planer på plads inden for to år til, hvordan de kan håndtere det ekstreme regnvejr, siger hun til ekstrabladet.dk.

Vi venter på at det går galt
Da Greve i 2008 blev ramt af skybrud, kostede det 700 mio. kroner. Siden har Greve fået rigtig godt styr på det

Og det er tilsyneladende tendensen: Vi reagerer - efter skaden er sket. Og det er dyrt.

i 2010 væltede regnen ned over Nordsjælland. Pris: ca. 800. mio. kr. Og ligesom Greve blev man efter også i Nordsjælland bedre til at takle de store vandmasser.

Og sidste sommer blev hovedstaden ramt, så tusindvis af kældre i brokvartererne stod under vand.

- Alene kommunens bygninger blev beskadiget for en halv mia. kroner, siger Torben Weiss Garne, der mener, at mange skader kunne være undgået med nemme løsninger:

Huller i kajkanten så vandet kan løbe væk. Højere kantsten som kendes fra Sydeuropa og vandlåse i kældrene.

TV: Sådan har du aldrig set København før

Brancheorganisationen har desuden stillet data til rådighed for Frederiksberg og Københavns kommuner, så der lettere kan sættes ind i de mest sårbare områder.

Og det er ikke kun sommerperioderne, der er brug for beredskabet. I januar 2011 løb tøskader op i 900 mio. kroner - hvor såkaldte snetryksader i foråret 2010 kostede forsikringsselskaberne 800 mio.

Ida Auken, kan vi undgå skader i den størrelsesorden i fremtiden?

- Jeg vil sige det sådan, at hvis ikke vi gør noget nu, vil vi bare se priserne på forsikringer stige og stige. Og det kan altså betyde, at vandpriserne stiger en lille smule, fordi man skal lave forebyggende arbejde, siger miljøministeren, der også deltager.

0 kommentarer
Vis kommentarer