Ron Paul vil sende politikere til månen

Texas-kongresmanden Ron Paul fik aftenens største bifald, da han under den republikanske debat kom med et usædvanligt forslag

Ron Paul fik aftenens største bifald, da han forslog, at man sendte nogle politikere til månen. (Foto: PA)
Ron Paul fik aftenens største bifald, da han forslog, at man sendte nogle politikere til månen. (Foto: PA)

Den ultraliberale kongresmand Ron Paul, 76, halter muligvis efter i meningsmålingerne, men han topper humorskalaen i det republikanske primærvalg.

Ron Paul rystede opgivende på hovedet, da rivalen Newt Gingrich gentog et forslag om, at han vil bygge en permanent base på månen.

– Jeg synes ikke, vi skal til månen. Men måske skulle vi overveje at sende nogle politikere derop, sagde Ron Paul og høstede aftenens største bifald under den sidste tv-debat inden primærvalget i Florida på tirsdag.

Forleden foreslog den tidligere kongresmand Newt Gingrich i ramme alvor, at USA skal have en permanent base på månen i 2020.

– Ved udgangen af min anden periode vil vi have den første permanente base på månen, sagde Gingrich og tilføjede, at den golde sten måske oven i købet kan blive USA’s næste stat.

Newt Gingrich har betegnet sig selv som en politiker, der tør tænke nye, store tanker. Men også hovedrivalen Mitt Ronmey afviser forslaget.

– Det er muligvis en stor ide, men den er ikke særlig god, lød stikpillen.

Kina offentliggjorde tidligere på ugen en ambitiøs rumfartsplan, som betyder at folkerepublikken i løbet af fem år skal have en mand i rummet og på sigt etablere en permanent rumstation på månen.

USA har ikke været på månen siden 1972, hvor rumfartsorganisationen Nasa stoppede for månelandingerne, fordi de ganske enkelt var for dyre.

1 af 2 De fire tilbageværende kandidater i det republikanske primærvalg: Ekssenator Rick Santorum, tidligere kongresleder Newt Gingrich, eksguvernør Mitt Romney og kongresmanden Ron Paul. (Foto: AP)
2 af 2 Ron Paul fik aftenens største bifald, da han forslog, at man sendte nogle politikere til månen. (Foto: PA)
0 kommentarer
Vis kommentarer