EU får ingen jobpagt, og andre lande skal ikke lave kickstart af deres økonomier, fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forud for overtagelsen af EU-formandskabet den 1. januar.
Finanspagtens totale fokus på slankere statsbudgetter har ellers fået brede dele af den socialdemokratiske bevægelse til at kræve pagten suppleret af en målrettet indsats for flere job, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I sidste uge efterlyste fagbevægelsen en decideret jobpagt på tværs af EU-landene, men det afviser statsministeren.
- Ingen lande i Europa kan magte det i øjeblikket. Jeg vil meget gerne have, at vi får sat gang i vækstinitiativer i Europa. Men jeg er helt overbevist om, at det første, vi skal gøre, er at få styr på euroen og få renten ned.
- Det vil i sig selv være efterspørgselsskabende. Derefter kan vi - når der bliver råd til det i de sundere økonomier - gå i gang med konjunkturpolitik, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun mener, at kun Danmark har råd til en kickstart, fordi de fleste andre EU-lande har en mere usund økonomi.
Idéen om en jobpagt har ellers fået ros af både S og SF's EU-ordførere, ligesom europaminister Nicolai Wammen (S) har opfordret andre EU-lande til at "lære af Danmarks gode erfaringer med en økonomisk kickstart".
Socialdemokraternes egne regnedrenge i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fastholder også, at der er mange job at hente gennem koordinerede vækstinitiativer i EU.
- Det er rigtigt, at de sydeuropæiske lande ikke har spillerum til noget, der ligner den danske kickstart. Men derfor kan det godt gavne europæisk økonomi, at lande, som har luft til det, gør noget mere for at skabe vækst og beskæftigelse.
- EU-landene er forbundet som ærtehalm, og det er vigtigt, at vi samarbejder, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Jyllands-Posten.