Michelle Obama overraskede lørdag en række begejstrede børn, da hun tog del i en efterhånden gammel amerikansk tradition, hvor man hjælper børn med at følge julemanden og hans rensdyrs rute ved hjælp af højteknologiske remedier.
Den amerikanske førstedame tog således imod opkald på en særlig hotline, der i julens anledning var stablet på benene, og hvor børn kunne ringe ind og høre om julemandens øjeblikkelige placering.
- Lige nu kigger jeg på sporeren, og jeg kan se en prik på radarskærmen. Den viser, at julemanden lige nu flyver over Finland, forklarede Obama til en pige ved navn Summer, der havde ringet ind. Hun slog samtidig fast, at slæden var fuld af gaver.
Michelle Obama er for tiden på juleferie på Hawaii med sin mand og sine børn, og hun tog for anden gang del i det årlige og traditionsrige "Følg julemanden"-program, der er arrangeret af den nordamerikanske luftforsvarskommando, Norad.
En anden pige, der kom igennem til Michelle Obama, spurgte, hvorvidt det højteknologiske hjælpeudstyr kunne se, om rensdyret Rudolf var forrest i flokken af rensdyr.
- Der er et blinkende lys på den her skærm, og eksperterne mener, at det sandsynligvis er Rudolf, der styrer slæden i år. Så han er derude, forklarede Obama, der i alt tog imod 10 opkald fra amerikanske børn.
Den nordamerikanske luftforsvarskommando, som normalt har langt mere alvorlige arbejdsopgaver, har siden 1955 hjulpet med at spore julemandens rute.
Ifølge Norad bruger man radar, satellitter, "julemandskamera" og endda kampfly i forsøget på at holde styr på ruten
Norad har ligeledes lavet en hjemmeside, www.noradsanta.org, hvor man kan følge med i, hvor langt den gavebærende og hvidskæggede mand er kommet på sin færd.