Nordkoreas eneste allierede af betydning, Kina, blev informeret om Kim Jong-ils dødsfald allerede lørdag, mens resten af verden, samt diktatorens undersåtter i Nordkorea, måtte vente to yderligere dage på nyheden.
Det skriver et af de mest ansete dagblade i Sydkorea onsdag. Tirsdag blev efterretningstjenesten og militæret i Sydkorea kritiseret for ikke at have opsnappet nyheden om den nordkoreanske leders død.
Dødsfaldet kom også bag på USA's efterretningsvæsen.
Efterretningstjenesterne hørte først om dødsfaldet, da medierne i Nordkorea mandag i tårevædede indslag informerede om "Den Store Leders" bortgang. Men i Kina var man allerede bekendt med nyheden, ifølge avisen JoongAng Ilbo.
Avisen citerer en unavngiven kilde i Beijing for, at Kinas ambassadør i Nordkorea vidste besked om dødsfaldet allerede lørdag - hvordan oplyses ikke - og rapporterede nyheden til Beijing samme dag som Kim Jong-il døde efter et voldsomt hjerteanfald.
- Nordkorea informerede dagen efter Kina om dødsfaldet via de diplomatiske kanaler, siger kilden til avisen.
Sydkoreas udenrigsministerium fortalte på et pressemøde tirsdag, at Kina først fik kendskab til dødsfaldet, da medierne annoncerede det.
- Vi er gentagne gange blevet fortalt, at Kina ikke på forhånd var blevet informeret om dødsfaldet, sagde en talsmand for ministeriet på pressemødet.
Da den sydkoreanske præsident Lee Myung-bak lørdag rejste på statsbesøg i Japan havde Kim Jong-il været død i cirka fire timer.
- En indikation på, at hverken Seoul eller Tokyo, eller Washington for den sags skyld, havde nogen som helst anelse om dødsfaldet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kina har på ingen måde antydet, at det kendte til dødsfaldet før den officielle meddelelse. Men ifølge diplomater er styret i Beijing tidligere på forhånd blevet informeret om større begivenheder i Nordkorea.
Som eksempel nævnes, at Kina var informeret, inden Nordkorea i 2006 foretog sin første atomprøvesprængning.