Klimakonferencen i Durban sluttede søndag efter ugers hårde forhandlinger med en række beslutninger, der sigter på at mindske den globale opvarmning og hjælpe de fattige lande med klimatilpasning.

Her er hovedpunkterne i Durban-aftalen:

Den globale klimaaftale:

- Det helt centrale element i Durban-aftalen er en køreplan for en global klimaaftale, der for første gang inkluderer alle større udledere af drivhusgasser.

- Indtil nu har Kina og Indien, der er to af verdens største CO2-forurenere, været undtaget fra forpligtelser, fordi de er udviklingslande, mens USA ikke har ratificeret Kyoto-aftalen.

- Den nye aftale skal være færdigforhandlet i 2015 og træde i kraft 2020.

Den grønne klimafond:

- På klimakonferencen i København 2009 aftalte industrilandene, at der skulle oprettes en grøn fond, der i 2020 skal rumme mindst 100 milliarder dollar (cirka 550 milliarder kroner) per år for at hjælpe de fattige lande med klimatilpasning.

- Aftalen i Durban har løst problemerne omkring "designet" af fonden, men kassen er stadig tom.

Kyoto-aftalen:

- Aftalen, der blev underskrevet i 1997 af omkring 36 rige lande, udløber i slutningen af 2012.

- Adskillige lande - Japan, Rusland og Canada - har fra starten gjort det klart, at de ikke ville forny deres Kyoto-forpligtelser. Nye løfter vil være meningsløse, så længe store CO2 forurenere ikke er juridisk forpligtede.

- Hvorvidt de nye forpligtelser kommer til at gælde fem eller otte år, bliver formentlig først besluttet i midten af 2012.