Italien ville være brudt sammen uden regeringens nye hårde spareplan, siger den italienske premierminister, Mario Monti.
Han advarer om, at hans land er i fare for at komme i samme situation som Grækenland.
Monti siger, at den italienske regerings nye spareplan til 30 milliarder euro (223 milliarder kroner) omfatter skatteforhøjelser, pensionsreformer og vækststimulerende tiltag.
Spareplanen, som Monti præsenterede i parlamentet mandag, indvarsler en afgørende uge i euroens historie, som afsluttes med et topmøde i Bruxelles torsdag og fredag.
Hvis Italien ikke er i stand til at vende den negative vækstspiral og genskabe tilliden til de internationale markeder, så vil det få dramatiske konsekvenser, som kan bringe euroens eksistens i fare, siger Monti til de italienske parlamentarikere.
- Italien er parat til at gøre, hvad det må gøre, men Europa må ikke undlade at gøre sin del, hedder det videre.
Spareplanen, der har titlen "Red Italien", skal blandt andet rejse 10 milliarder euro fra en ny ejendomsskat, ligesom der vil blive lagt nye afgifter og skatter på næsten al luksus.
- Uden denne pakke mener vi, at Italien vil kollapse. Italien ville blive som Grækenland. Et land vi har stor sympati for, men som vi ikke vil blive lige som, siger Monti, der leder den teknokratregering, som har taget over efter Silvio Berlusconi-regeringen.
- Vi gjorde vores del i går, siger Monti med henvisning til regeringens vedtagelse af planen søndag.
Parlamentet ventes at godkende spareplanen inden juleferien, selv om flere fagforbund har kritiseret den.