USA til Israel: Iran-angreb skader os alle

USA advarer Israel mod et angreb på Iran. Det skader verdensøkonomien, siger den amerikanske forsvarsminister

USA's forsvarsminister, Leon Panetta, advarer, samme aften som han skal mødes med sin israelske ministerkollega om, at et angreb på den fælles ærkefjende Iran kan skade verdensøkonomien.

Panetta understreger, at USA lægger vægt på diplomati og sanktioner i sine bestræbelser på at få Iran til at indstille sit forsøg på at udvikle en atombombe.

- Der ville være økonomiske konsekvenser af det, det ville påvirke ikke bare vores økonomi, men verdensøkonomien, siger Panetta på vej til et møde i Canada, hvor han skal diskutere Iran med Israels forsvarsminister, Ehud Barak.

- Vi er bekymrede over de utilsigtede konsekvenser, som det kan have, hvis man går videre end det (sanktioner, red.), siger Panetta.

USA's analyse er, at et angreb på Iran højest kan sætte landets atomprogram tilbage med ét til to år. Og samtidig vil et angreb have konsekvenser for de amerikanske styrker i regionen, siger den amerikanske forsvarsminister.

Panetta skal deltage i et forsvarsforum i Canada og samtidig mødes med Barak på sidelinjen. Han forklarer, at han vil forsøge at tale Israel fra eventuelle planer om at angribe Iran.

- Jeg har præsenteret disse argumenter før, og jeg vil diskutere dem igen, siger Panetta.

Israel har gentagne gange i løbet af de seneste uger sagt offentligt, at et angreb på Iran ikke kan afvises, da iranerne muligvis er tæt på at kunne fremstille beriget uran til en atombombe.